Statusrapport II

Den er helt gal. Alt det lovende potentiale ved starten af året er forlist. Jeg har ladet ambitioner, seriøse gøremål og pligter snige sig ind på mig og overtage min dagligdag. Jeg spiser rugbrødsklappere til aftensmad, og hvad der ellers er at finde i mit køleskab, som ikke har overskredet holdbarhedsdatoen helt uacceptabelt (jeg arbejder med en tolerancemargin på ca. 15% af holdbarhedsperioden). Jeg er sørgeligt ædru det meste af tiden. Når jeg endelig slås, er jeg mest den, der modtager tæsk. Sex er igen et fjernt, uvirkeligt minde, og den eneste grund til, at jeg overhovedet er opmærksom på, at jeg har et underliv, er, at jeg vistnok har fået skedesvamp.

MANNER hvor skal jeg tage revanche, når denne her opgave er afleveret!

Åh-ååh!

Mit første tegn på skrukhed*: Jeg så en mand i formiddags med den yndigste lille klump savlende spædbarn og tænkte uvilkårligt (og med et fjoget smil): ”So ein Ding muss ich auch haben!” (og det var med reference til ungen og ikke manden!). Jeg blev helt forskrækket over mig selv og cyklede skyndsomst bort.
Har heldigvis aldrig holdt en unge og må nok også hellere holde mig fra det. Jeg tror, skaden er sket lige så snart man får sådan én i armene. Så er det ude med én.
SÅ TAGER INSTINKTERNE OVER! Uuah…

* (hedder det virkelig det som substantiv?!)

Det siges, det er forår

Åh, åh, åh, foråret er i fuldt flor! … Det ved jeg, for det siger de i mit fjernsyn.
Bare ærgerligt, at jeg skal sidde indenfor og læse frem til juni. Piv.

Åh, jeg kan ikke vente med igen at blive solbrun, slank og afklædt! Vi ses derude til juni!

En stolt tradition

Jeg er sgu lige blevet moonet!
Det var en drive by-mooning med hornet i bund og kåde tilråb og det hele, da jeg cyklede fredeligt ned ad Blegdamsvej...
Og jeg må sige, det gjorde mig faktisk lidt glad. Ja, jeg tror endda, der bredte sig et smil på mit ellers plagede ansigt. Det er da en hyggelig og harmløs skik, som alt for mange har efterladt i barndomsårene. Jeg syntes i hvert fald, det lunede at se, at der findes unge mennesker, der stadig holder traditionerne i hævd.

Hvilket organ kunne da også gøre det bedre?

Haha, jeg har åbenbart virkelig levet mig ind i rollen. Her før sagde min veninde i telefonen til mig, let bebrejdende:

"...Ej, Philippa, du tænker sguda også kun med din tissekone!"

Foreløbig statusrapport over stodderåret 2008

Det er selvfølgelig lidt tidligt at evaluere det nye år, eftersom vi ikke en gang er kommet en fjerdedel ind i det, men efterlevelsen af mit nytårsforsæt har medført en for mig helt ny livsstil allerede: Jeg sjofler alt, hvad der hedder pligter og studier. Det eneste, jeg gider, er at æde, drikke, slås og hore mig igennem år 2008 (også døbt ’stodderåret’ blandt venner). Foreløbig går det glimrende. Jeg har spist fantastisk mad i store mængder, jeg har drukket obskønt dyr vin og har tømt en dunk finsprit, jeg slås med store svedige mænd tre gange om ugen, og forleden voldtog jeg på det nærmeste en 21-årig dreng, der blev ved med at sige, at han ikke ville… Men selvom han gjorde modstand til det sidste, så ville han jo gerne! Sådan er det. Haha.

Hvad skal man også med alt, hvad der går ud over de basale behov? Mådehold og selvkontrol er for undermennesker.

Ah, det skal nok blive et godt år. Spring med på bølgen! I kan nå det endnu!

Rønnebærrene er stadig åh så søde!

Det er en fyr fra træning. Han ligner en karikaturtegning af en superhelt. Sådan med brede skuldre, perfekt 6-8 pack, smal talje og store, svulmende lårmuskler. Han inviterede mig ud, jeg afslog, og jeg ved, at det var det rigtige. Alligevel kan jeg ikke lade være med at stå og betragte ham i det skjulte nogle gange (han træner tit i bar overkrop) og tænke: Alt det kunne jeg have haft. Forestil jer det! Det er sådan en martrende følelse. Nu kan jeg kun stå og lure.

The mediocre young minds of tomorrow

Jeg er begyndt i lektiecafé. Altså som hjælper. Jeg kan godt lide at tænke på det, som at jeg udøver en slags omfordelingspolitik på mikroplan ved at undervise rige menneskers børn for penge og give samme ydelse gratis til indvandrerbørn.

Jeg må indrømme, at jeg forinden nærede romantiske forestillinger om, hvordan min ånds storhed ville smitte af på de modtagelige men understimulerede begavelser. Jeg forestillede mig hvordan, jeg ville vække en særligt begavet unges slumrende åndskapacitet, og hans/hendes øjne ville stråle, mens jeg åbenbarede den forunderlige verden af menneskehedens mest storslåede bedrifter for ham/hende. Og måske havde jeg også tilladt mig at nyde en fantasi om at stå ved en nobelprismodtagers side om nogle år og beskedent tage imod takketalen og bifaldet.
Virkeligheden smigrede ikke mine ambitioner.

Jeg fik ikke en gang mulighed for at sole mig i min selvopofrende uselviskhed ved det frivillige arbejde, for da jeg efter første dag, i min forfærdelse over hvad jeg havde gjort, fremstammede, at jeg helst kun ville komme hver anden uge, så manden på mig med et blik, der antydede, at jeg personligt var ansvarlig for alverdens elendighed.

Nu her nogle måneder efter er det faktisk meget hyggeligt. Det er ikke storhed, vi lægger an til, men sidste gang fik en pige og jeg da flikket en stil sammen om Justin Timberlake, der endte: ”That’s why I believe that the world would be a better place if everyone was like Justin Timberlake”, som jo på sin vis var et ret stort perspektiv at anlægge. Jaja. Men interesse er jo også det første skridt på vejen.

Trænger til at støves af

Han: *famler i min natbordsskuffe og får fat i et kondom*
Mig: ”Nej ikke dem der”
Han: *ser spørgende på mig*
Mig: ”De, øøh… *forlegent host*… De, øh, er for gamle…”
Han: ”For gamle?” *smiler lidt*


Ja, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har fået dem smidt ud... De har affektionsværdi måske… Eller snart antikvarisk værdi.

Nik og Jay og det kulturelle forfald

Jeg har lige lyttet til Carmen – Opéra comique en 4 actes for atter at konkludere, at jeg ikke kan holde ud at høre på netop det stykke. Jeg kan simpelthen ikke bortmane billedet af en hjemmegående tysk husmor, der triumferende indtager en position, som former et X.
For Ajax.
Vidundermidlet, der fik hendes hjem til at dufte af violer.

Første gang jeg hørte stykket, udbrød jeg faktisk: ”Det er jo den fra Ajax-reklamen!”, og min mor sendte mig et strengt blik. Ak ja. Det er beskæmmende hvor min og yngre generationer får deres kultur fra. Jeg havde samme oplevelse med Piet Heins elsk mens du tør det lev mens du gør det, som foreviget af Nik og Jay. Eller Robbie Williams, der indsigtsfuldt synger: ”Youth is wasted on the young”, som han åbenbart har snuppet fra George Bernard Shaw. Ligesom jeg troede, at Outlandish havde fundet på ”binder os på mund og hånd”.

Men man skal jo heller ikke være en bagstræberisk kultursnob. Man kan vel egentlig bare kalde det eklekticisme eller referere til kunstnernes hybrid-identiteter, og så er det blåstemplet? Lige klart til at komme med i kulturkanon vol 2.

Tager sorgerne på forskud

Musikeren, mit herrebesøg, gik for kort tid siden.
Moder Natur satte jo en vis dæmper på balladen, men et kys fik jeg da – og oh, hvilket kys!

Det eneste minus er at… Altså jeg synes jo netop, jeg har opført mig ret tøjtet, og at det var klart for enhver, at jeg kun var ude på én ting, men pludselig, da vi ligger og nusser, hører jeg ham udbryde: "Vil du gerne have en kæreste?"

Det kom så fuldstændig bag på mig, at jeg bare svarede: ”Det ved jeg ikke”.

”Det ved jeg ikke”?! Hvad F… er det for et svar? Og hvor nemt kunne jeg ikke have afværget fremtidig katastrofe med bare det lille ord: ”Mnja…”. Det ville have været så let, og det havde sagt nok. Ja, det havde måske ødelagt lidt af den gode stemning, men jeg må altså snart lære at risikere den. Så vigtig er Den Gode Stemning fandme heller ikke!

Og så begyndte han at snakke om, at jeg jo også skulle rejse væk snart. Det er om over et halvt år! Han tænker lige pludselig skræmmende langsigtet, når man betænker, at det var vores 3. date.

Jeg kan slet ikke overskue, hvis han bliver Drengen II. Det er netop et år siden med Drengen. Måske er det bare sådan, jeg skal starte året. Med at knuse et drenge/mandehjerte og så bruge resten af året på ikke at turde indlade mig på noget igen.

Ååh…

En liderbuks’ bekendelser

Jeg får herrebesøg i aften! Juhuu! Hurra for mit nytårsforsæt og for tøjte-strategien!
Jeg var ellers lige ved at afskrive den, efter jeg tilsyneladende havde skræmt min første prøveklud væk. En ven fortalte mig, at fyre gerne vil eftertragtes og scores, men jeg tror ikke på det. Tilfældigvis har tre af mine veninder i øjeblikket også besvær med at få en fyr, der ellers virker meget interesseret, med i seng. Det er slet ikke så nemt, som man skulle tro. Mænd i dag er vattede.

Åh… Jeg glæder mig som et lille barn til i aften… Eller, altså... som en moden og consenting adult.
Men det er helt klart et arrangement, som alle kan være tilfredse med. Ikke mindst mine veninder, som har givet udtryk for, at de er trætte af at høre på ’en liderbuks’ bekendelser’, hver gang vi mødes.

---------------------------------------------------------------------

(To timer senere)
Neeej! Hvor er det ondt! Hvor er det grusomt!
Jeg vidste det! Jeg vidste, der var et komplot imod mig, og Moder Natur er nu officielt én af bidragyderne i 'Ingen Sex til Flippa'–kampagnen.
Piv.

En strid børste

Ok, denne gang var det min veninde, som var den bizarre eller i hvert fald uortodokse sengekammerat. Hun har på det seneste ladet stå til i de nedre regioner i forhold til emnet ’kropsbehåring’ og havde egentlig fået overbevist sig selv (og næsten mig) om, at en god, sund måtte var udtryk for femipower og fandenivoldskhed.

Da hun så ’var heldig’ sidste lørdag og vågnede ved siden af en sødt sovende fyr, smilede hun ømt og lagde sig ind til ham i en tæt yderske. Straks gryntede fyren, rynkede brynene og rakte en arm over og kradsede sig energisk på ballen. …og blev ved og ved med at kradse.
Min veninde lagde sig beskæmmet over i den anden side af sengen og ønskede, hun kunne kravle ned i et hul. Nu har hun taget måttens omfang op til fornyet overvejelse…

Pas på mig i trafikken

Hvis I ser en høj pige slingre af sted på sin cykel, småklukkende, storfnisende eller brølende af latter, skal I ikke blive forskrækkede eller fornærmede. Det er bare mig, der har lagt David Sedaris ind på min mp3-afspiller.

Jeg mangler en mand

(Har jeg måske brugt denne overskrift før?)

Pludselig syntes jeg, min træner da egentlig var ret sød… (Gud ved, hvorfor jeg ikke havde set det før?). Denne åbenbaring foranledigede, at jeg på de 25 minutter på cykel hjem fra træning overgav mig til min (fra virkelighedens side fattigt stimulerede) fantasis frie spil. Det indledende stadie sprang jeg let hen over, og jeg havde således allerede mødt hans forældre inden krydset på Nørrebrogade. Da jeg nåede min hoveddør delte vi bankkonto og havde mindst 2 børn.

Suk.

Nytårsforsæt

Mit nytårsforsæt er helt enkelt i år:

----------------------------------------------------
Jeg skal være løsere på tråden.
-------------------------------------------

Indre By efter 5:00

Der findes ikke noget mere truende, skrækindjagende, mareridtsagtigt syn end Indre By efter kl. 5 en lørdag nat. Når velfungerende borgere sover pænt i deres king size beds fyldes natten med ligblege gespenster og zombier, der vandrer slingrende rundt i gaderne. Tager man chancen og begiver sig gennem dette natlige landskab, må man navigere uden om knuste flasker og pytterne af opkast + andre kropslige excesser. Melodramaer udspiller sig på hvert et hjørne, og hovedpersonerne er altid enten indignerede på den selvretfærdige, snøvlende måde eller resignerede på den teatralske, snøvlende måde.
Og den søde juletid gør ikke scenariet bedre for en påvirkelig iagttager. Det betyder tværtimod en meget nærværende trussel om det frygtindgydende syn af en voksen mand i nissehue!

Jeg tror, jeg holder mig til brokvartererne.

Lykke på flaske

Der er en følelse, som jeg ville ønske, man kunne fylde på flaske og nyde, når man havde lyst, ligesom Nissebanden fylder julehumør i en pose. Det drejer sig om den mest intense lykkefølelse, jeg kan forestille mig:
Tænk på, når man vågner en iskold vintermorgen, og det er mørkt udenfor. Kulden slider i næseborene ved hver indånding, men fra halsen og ned ligger man i en lun og blød rede af dun og fjer. Hver cm i ens krop snurrer af velbehag, og man er overbevist om, at man aldrig har fundet så perfekt en sovestilling før. Madrassen og dynen er formet efter ens aftryk og omslutter én helt tæt. Man knuger hjørnet af dynen helt ind til sig og skubber sig endnu dybere ned i madrassen, mens man hader tanken om nogensinde at skulle forlade sit leje. Måske når man så langt som til at stikke tåen ud og trækker den så øjeblikkeligt til sig igen med en gysen.
Og så kommer den... Lige der! Erkendelsen:

"Jeg skal møde sent i dag…
/ "Undervisningen er aflyst…
/ "Det er lørdag…
…og jeg kan blive under dynen lidt endnu!"

Lige da der er det som om en bølge af sand lykke skyller ind over én.
Hvis jeg kunne indfange den følelse og fastholde den, er jeg overbevist om, ville jeg blive en rig kvinde.


Som man måske kan regne ud, hører jeg ikke blandt de morgenduelige.
…’Morgenduelig’.
Det er et ord, jeg lige har stiftet bekendtskab med, og jeg elsker, hvor rammende det er. Jeg dur nemlig netop ikke før kl. 10-11 stykker.

Mor, hvor kommer Julemanden fra?

*

Jo, ser du, Julemanden er resultatet af en genetisk mutation i det tidlige fosterstadie. Sådanne abnorme celleforandringer er faktisk grundlaget for evolutionsprocessen, idet de giver mulighed for udvikling, der kan gøre arten bedre egnet til overlevelse, men i Julemandens tilfælde var der tale om en fejludvikling, der ikke gav nogle reproduktive fordele, og derfor har Julemanden ingen afkom. Han var ganske enkelt aldrig bestemt til at overleve. Det var en evolutionens blindgyde så at sige. En parentes i udviklingshistorien… Eller et fejlplaceret komma.
Altså, kort kan man sige, at Julemanden er en slags affaldsprodukt. Ligesom Ninja Turtles i øvrigt.
…Og smut så ind med dig og dæk bord!

Jeg bliver en fantastisk mor.


* Som en anden Ikaros fløj Julemanden for tæt på solen... eller også stod han bare for tæt placeret på varmeapparatet.

Et ønskebarn?

Jeg hørte om nogle forældre i Danmark, der havde kaldt deres barn for Jihad.
Min første indskydelse var de åbenlyse gener, det ville give for barnets omgivelser i de tidlige år. Forestil jer at være pædagogen, der skal råbe ud over børnehaven ved samlingstid: ”Jiihaaaad!”

Der er så meget, kvinder ikke forstår…

Jeg bliver syg helt ind i sjælen, når Sportsnyhederne kommer på. Og selv hvis mit tv er sat på ’mute’, er det tydeligt at se, når de er gået over til sporten, fordi værterne altid har lidt for meget makeup på og lidt for meget snask i håret. …Hvilket siger noget om hvilken målgruppe, de prøver at ramme.
Jeg forstår udmærket folk, der kan lide at dyrke sport.
Jeg har svært ved at sætte mig ind i, at folk kan lide at se på andre mennesker dyrke sport.
Men at folk har lyst til at høre andre mennesker fortælle om, at de har set andre mennesker dyrke sport, det går simpelthen over min forstand.

Her i morges, da jeg stod i køkkenet, nåede jeg ikke at skifte kanal i tide og blev derfor udsat for en stemme, der i et meget alvorligt toneleje fortalte om … kan det passe, at hun sagde ’ÅB’?... der angiveligt havde haft en eller anden lille fremgang, ”Så der er stadig grund til positivisme” sagde hun tappert.

Nu er det nok, fordi jeg er kvinde, og fordi ’der er så meget, kvinder ikke forstår’, men jeg undrede mig såre over, hvad der kunne give et fodboldhold anledning til at interessere sig for en filosofisk retning, der taler for en videnskabelig virkelighedsopfattelse, hvor erkendelse er baseret alene på sansedata, og den objektive sandhed afdækkes igennem verificerbare observationsudsagn.
Men jeg synes, det lyder som et spændende projekt, og jeg vil ikke på forhånd affærdige det.

Bizarre sengekammerater

Dette er synet, min veninde vågnede op til forleden:

Manden ved siden af hende er lang og mager. Hun får først øje på fødderne, som rager ud over sengekanten. På begge fødder bærer han stadig sine sokker. Da hun lader blikket panorere op langs de magre ben, mødes hun uundgåeligt af synet af mandens slappe lem. Den sølle sag ligger inde i et brugt kondom, hvor den marinerer i aftenens værk. Hun kan næsten ikke få sig selv til at fortsætte op til hans ansigt, som til hendes delvise lettelse er dækket af
hovedpuden, han ligger under.

Det minder lidt om en anden sengekammerat, hun havde for nylig, som hev dynen halvt ud af betrækket og stoppede det godt ind til sig langs hele kroppen, så han lå som en puppe. Ansigtet var også stramt dækket over af betrækket, så min veninde følte, hun vågnede op ved siden af en mumie.

Jeg ved ikke efter hvilke kriterier, hun udvælger sine mænd, men jeg ville nok være blevet ret ængstelig ved hendes oplevelser. Jeg har højst oplevet at skulle kæmpe om dynen.

Cogito ergo nubilis sum

Hvad er en fuldmægtig, egentlig? Det lyder ret sejt. Som en omskrivning af ’omnipotent’.
Ku’ det ikke være fedt at sige?:

- ”Og hvad er du så til hverdag?”
- ”Jeg er omnipotent”

I det hele taget burde man holde sig til at oversætte jobtitler til græsk/latin i stedet for engelsk. Det lyder meget mere dannet: Hvem vil f.eks. ikke gerne være Mater terra? Eller Homo telos? Det fungerer skidegodt!
…Og jeg behøver ikke få officiel anerkendelse for min idé. Det er ok. I kan bare bruge den. Så stor er jeg.


(hvis nogen skulle være interesserede, er overskriften til dette indlæg et citat af en anonym kvinde og betyder: Jeg tænker – ergo er jeg single… Hvilket i øvrigt er en adækvat beskrivelse af min situation)

Trashy stil

Her efter ferien har jeg fået fag ude hos de kreative på det nye KUA, hvor kanaler er strømlinede og hvert eneste træ øjensynligt passer ind i en nøje tilrettelagt plan. At være herude er som at gå rundt i en arkitekturstuderendes våde drøm. Og alle ser så smarte ud, at man bliver helt udmattet bare ved tanken om, hvor meget tid og anstrengelser, der må være gået forud. Selv hos de allersmarteste, der ser ud som om, de blev overfaldet af deres klædeskab, da de stod ud af sengen om morgenen. Altså, det der look, hvor intet klædestykke passer til de andre efter nogen kendte æstetiske principper. Hvis man ikke vidste, hvor smarte de rent faktisk er, ville man tro, de var sindsforstyrrede eller subsistensløse. Og det er kun, når de ses i konteksten herude, at jeg er sikker, for i enhver anden sammenhæng, kunne jeg godt komme i tvivl.

Når jeg står foran mit klædeskab og konfronteres med valget hver morgen, rækker jeg med skyldfølelse næsten altid ud efter det varme og bløde. Jeg er stadig ved at akklimatisere mig efter min rejse. Noget af det mest forstemmende ved at backpacke er, at ens garderobe over en længere periode kun består af tøj i praktiske, slidstærke materialer (jeg synes personligt, at der er noget forkert – næsten vanhelligende – i, at ordet ’praktisk’ optræder i samme sætning som ’tøj’… og ved ’slidstærk’ bliver jeg helt hægtet af... Det tager altid nogen tid at få inkorporeret den slags vendinger i min forestillingsverden). Jeg glemmer også fra gang til gang, at farvespektret indeholder så mange nuancer af ’kedelig’: Lige fra skidenbrun over kaki til sumpfarvet og gustenbeige.
Men som sagt er jeg blevet magelig nu og vælger det snærende, der underpåklædte, de høje hæle og ikke mindst det excentriske fra. Jeg vil bare gerne sidde blødt i mine hjemmesyede uldbukser og ryste på hovedet over de unge, der ser fjollede ud i deres spættede gamacher og mærkelige hår.

Et brutalt tegn fra Vorherre om at sommeren er uigenkaldeligt forbi

Jeg så lige et hjerteskærende syn på vej hjem i dag: i et stort trafikeret lyskryds lå i fodgængerovergangen det lille undseelige lig af en sommerfugl. Det lille væsen lå imellem to striber i en lille pøl af regnvand i det ujævne asfalt, og dets ene flossede vinge blæste op og flaksede ved vindstødene fra hver bil, der drønede brølende forbi.

Mod vest

Tak for tagge(n/t), Alice. Jeg haaber, det er i orden, hvis jeg springer over denne gang? Jeg befinder mig nemlig i den vestlige hemisfaere og vil noedig bruge mere tid end noedvendigt paa denne her fortvivlende snaevre baandbredde.

Hvis dit liv er saa indholdsrigt og du er saa optaget af at opleve verden og finde dig selv, hvorfor sidder du saa paa en internetcafé og checker dine trivielle, medierede optegnelser for at se, om der er kommet flere kommentarer paa dit over 3 uger gamle, og aerlig talt ret intetsigende, indlaeg?
...Fristes man maaske til at spoerge.

Hrm. Tja. Saa er jeg vel bare heller ikke sejere.
Man er naiv, hvis man tror, at det aendrer paa noget at deplacere sig x antal tusinde km.


P.S. Jeg har haft mit venstre knae oppe i en hesterumpe.
P.P.S. Ja. Bogstaveligt talt.
P.P.P.S. Send flere penge!

Totalt useriøst studie

Det er sådan noget her pjat, de læser på medicinstudiet:

”pilletrilletremor” (Fra min venindes bog om neuroanatomi).
Angiveligt ét af symptomerne ved forstadiet til Parkinsons… Men mener de det seriøst? Er det et faktisk videnskabeligt udtryk?! Det lyder så rart og harmløst. Som kattelegetøj eller som noget, der hører hjemme i en håndarbejdstime i folkeskolen… Eller som en eufemisme for hard petting.

”(…) en sej og vedvarende modstand mod passive bevægelser” (ibid.).
Denne her forstår jeg bare ikke med min bedste vilje. Hvad er overhovedet en passiv bevægelse, og hvordan kan man modstå den?... Uddyb! (som min dansklærer ville have skrevet i margin)

”en massiv intellektuel reduktion (demens)” (ibid.)
Fordi dumme-jokes altid er sjove.

Verdens eneste knibske mand

Jeg ville egentlig ikke have skrevet om det, for jeg er lidt pinligt berørt over, at jeg stadig har kontakt med ham, men jeg er nødt til at få det ud og evt. få nogle bud på, hvad f… der foregår (om noget) i den Grammatisk Udfordredes hoved.

For et par uger siden kl. 6 om morgenen fik jeg et opkald fra den Grammatisk Udfordrede, som angiveligt var blevet vraget af sin kæreste samme dag. Jeg lod ham komme over, og en scene udspillede sig, som mindede grangiveligt om alle de andre over årene. Han stod kæmpestor og med hængende arme og så på mig med svømmende dådyrøjne, mens han en gang imellem begyndte på sin usammenhængende tale. Nogle af sætningerne indeholdt tøvende forslag andre var bare generelle selvhadske erklæringer. Han er simpelthen så nølende, at det er til at tude over. Han kan trække et øjeblik af ideel stemning ud til en pinefuld, akavet evighed. Denne gang startede han endda først på et lille pointeløst skuespil rettet mod ingen, hvor han foregav at have intentioner om at overnatte på min sofa. Jeg blev helt udmattet over ham. Skulle vi virkelig starte ved så tidligt et udgangspunkt hver eneste gang? Jeg orkede det ikke, så jeg fortalte ham, at han kunne sove på sofaen, i min seng eller på gulvet, som han havde lyst, men at jeg i hvert fald ville sove øjeblikkeligt, hvis ikke han havde andet at tilbyde. Han valgte sengen.

Om morgenen var der lir i luften, men det blev aldrig rigtig til mere. Og jeg har endnu en tilståelse til at sætte det følgende i perspektiv: vi har aldrig faktisk… sådan gennemført… altså… et egentligt... Sådan teknisk set. Sidste gang (lige inden han fik hende kæresten) var det som om, han satte bremserne i, og jeg ville ikke ligefrem presse på. Men da det samme udspillede sig denne gang, blev jeg… nåja, måske en smule aggressiv i min tilgangsmåde:

Først antydede jeg bare:
Skal vi ikke…?
Har du noget?
Skal jeg hente…?

Da ingenting skete blev jeg mere offensiv:
Har du tænkt dig at følge op på det der?

Men han blev ved med at afvise uden begrundelse men med øjensynlig fortrydelse, og til sidst hørte jeg mig selv pibe:
Jamen. Hvorfor?

Senere efterfulgt af:
Hvor er du tarvelig!

Ej, men er det ikke bare en ironisk situation? Det er simpelthen så sjældent, at jeg beslutter mig for at ende i den situation, og ved Gud om ikke jeg finder sandsynligvis den eneste fyr på planeten, som vil ligge i en piges seng og nægte hende sex. Kæft, en narrefisse… Han minder mig om en amerikansk teenagepige. Vi kan godt lave alt det andet, men det er hertil og ikke længere. Hva’ f… ligner det? Vækker han mig midt om natten for lidt hyggepetting?!

Ingen af mine veninder kan heller komme med en plausibel forklaring på hans jomfrunalske opførsel. Han har givet udtryk for, at han ikke ligefrem ligger på den lade side i den afdeling, og jeg har set… altså, så der er ikke noget galt med selve…

Ej, jeg forstår ingenting.

Sløjd

11.11.04 (tors)
Jeg havde sløjd i dag og blev sat til at hjælpe en pige ved navn Luna. Luna ville gerne lave et hus til sin hamster.
Vi brugte 2 timer på at lave én langvæg med et vindue i.
...Men det var altså også rigtigt svært at lave sådan et firkantet hul! Vi prøvede med håndboret, og jeg forsøgte at holde gejsten oppe hos den meget fåmælte pige med opmuntringer og friske kommentarer. Efterhånden var det dog som om, Luna ikke længere havde hjertet med i det. Da læreren endelig kom og hjalp os, stod han længe og så på det mishandlede bræt med en meget træt og opgivende kropsholdning. På dette tidspunkt stod Luna også med hængende arme og så tomt frem for sig.
Det endelig resultat var, indrømmet, ret ubehjælpsomt.
Jeg tror nok, Lunas hamster må væbne sig med tålmod; den er nok uden tag over hovedet de næste par uger...


(…) I det hele taget er jeg en superdårlig vikar: Jeg ignorer så vidt muligt alle konflikter, derunder gråd, slåskampe, mobning, uheld o.l. Jeg skynder mig simpelthen, at vende koncentrationen andre steder hen, indtil et barn kommer hen og gør mig opmærksom på, at ”der er altså én, der græder”. Så er jeg selvfølgelig nødt til at henvende mig til vedkommende, sige et par fumlende halvmoralske ord, klappe dem lidt på hovedet og så skynde mig væk igen.
Mht. undervisningen har selvtilliden fået et par knæk særligt i dag, hvor en 1. klasse piges danskbog voldte mig ret store problemer. Den slags har jeg selvfølgelig også fundet løsningen på: Jeg sørger for at forvirre barnet mest muligt ved at sige mine spekulationer højt, hvoraf nogle er ren volapyk og andre bare er serveret for hurtigt eller med for mange fremmedord, til at barnet har en chance for at følge med. På den måde skjuler jeg min egen uvidenhed, og det er min erfaring, at de giver op efter kort tid og mumler: ”Jeg spørger Kathrine, hvad hun gjorde” eller ”Jeg springer bare dén opgave over”, eller ”jeg laver bare resten derhjemme”.
Det sjove er, at det gik op for mig, at det var præcis, hvad min gamle dansklærer altid gjorde!

Forulempet af en syvårig!

08.09.04 (ons)
(…) Jeg brugte al min tid og energi på et rebelsk triumvirat, hvis leder var fuldstændig uimodtagelig for alt, hvad jeg sagde. Jeg prøvede vitterligt alt:
Bestemt: ”Theodor, sæt dig på din stol!”.
Lokkende (sukkersødt): ”Theodor? Kommer du ikke herop og sætter dig på din stol?”.
Empatisk: ”Theodor, hvorfor vil du ikke sidde på din stol?”.
Fornuftigt ræsonnerende: ”Hvis du bliver siddende nede under bordet, kan du jo ikke se din bog”...
Til sidst havde jeg kun fortvivlet bedende: ”Theodor... Kom nu herop og sæt dig på din stol!”.
Barnet var fuldstændig upåvirket af alle mine pædagogiske krumspring. Til sidst brugte jeg fysisk magt.
...Alle dem, der har skrevet afhandlinger om pædagogiske overtalelsesmetoder har tydeligvis aldrig befundet sig i en 1.klasse i 5 timer!

Men det der virkelig hylede mig ud af den var, da timen var ovre, og de tre drenge med tilsyneladende oprigtighed udbrød:
- ”Øv, går du nu? Kan du ikke blive? Kan du ikke komme med over i fritidshjemmet?"
- "Du var så sød, kommer du ikke igen i morgen?”
- ”Ja, kommer du ikke igen i morgen?”...
Jeg stivnede og forestillede mig, at der stod et eller andet obskønt på min ryg...
Da min koldsved havde fortaget sig, var jeg egentlig ret rørt... og jeg havde da også fået én af dem til med tiltagende iver at lave alle sine opgaver. Michelle Pfeiffer kan godt gå hjem og lægge sig! (jf. ’Dangerous Minds’)


Nå, men i sidste time havde jeg gårdvagt. 3 små drenge (et sted mellem 7 og 9 ville jeg skønne) råbte henover gården:
- ”Hvad hedder du?!”
Jeg svarede veloplagt:
- ”Jeg hedder Philippa!”, og skulle lige til at fortsætte (”Hvad hedder du?”), da han råbte:
- ”Du har nogle store kanoner!” og for at hyle mig endnu mere ud af den: ”Vil du ikke vise os dem?!”

Lidt efter kom én af dem målrettet hen og rørte mit ene bryst til de andres store begejstring!
...Forulempet af en 7-årig - hvad bliver det næste?!


09.09.04 (tors)
Havde mareridt om, at en 9-årig pige lagde hårdt an på mig!


10.09.04 (fre)
Havde mareridt om at jeg kom i fængsel, og fængselscellen, som jeg delte med en dværg(!), lignede til forveksling en skoleinstitution.