ffflippa

Statusrapport II

2008-05-26T14:37:00.002+02:00

Den er helt gal. Alt det lovende potentiale ved starten af året er forlist. Jeg har ladet ambitioner, seriøse gøremål og pligter snige sig ind på mig og overtage min dagligdag. Jeg spiser rugbrødsklappere til aftensmad, og hvad der ellers er at finde i mit køleskab, som ikke har overskredet holdbarhedsdatoen helt uacceptabelt (jeg arbejder med en tolerancemargin på ca. 15% af holdbarhedsperioden). Jeg er sørgeligt ædru det meste af tiden. Når jeg endelig slås, er jeg mest den, der modtager tæsk. Sex er igen et fjernt, uvirkeligt minde, og den eneste grund til, at jeg overhovedet er opmærksom på, at jeg har et underliv, er, at jeg vistnok har fået skedesvamp.

MANNER hvor skal jeg tage revanche, når denne her opgave er afleveret!

Åh-ååh!

2008-05-21T14:25:00.002+02:00

Mit første tegn på skrukhed*: Jeg så en mand i formiddags med den yndigste lille klump savlende spædbarn og tænkte uvilkårligt (og med et fjoget smil): ”So ein Ding muss ich auch haben!” (og det var med reference til ungen og ikke manden!). Jeg blev helt forskrækket over mig selv og cyklede skyndsomst bort.
Har heldigvis aldrig holdt en unge og må nok også hellere holde mig fra det. Jeg tror, skaden er sket lige så snart man får sådan én i armene. Så er det ude med én.
SÅ TAGER INSTINKTERNE OVER! Uuah…

* (hedder det virkelig det som substantiv?!)

Det siges, det er forår

2008-05-04T13:43:00.001+02:00

Åh, åh, åh, foråret er i fuldt flor! … Det ved jeg, for det siger de i mit fjernsyn.
Bare ærgerligt, at jeg skal sidde indenfor og læse frem til juni. Piv.

Åh, jeg kan ikke vente med igen at blive solbrun, slank og afklædt! Vi ses derude til juni!

En stolt tradition

2008-04-05T16:48:00.004+02:00

Jeg er sgu lige blevet moonet!
Det var en drive by-mooning med hornet i bund og kåde tilråb og det hele, da jeg cyklede fredeligt ned ad Blegdamsvej...
Og jeg må sige, det gjorde mig faktisk lidt glad. Ja, jeg tror endda, der bredte sig et smil på mit ellers plagede ansigt. Det er da en hyggelig og harmløs skik, som alt for mange har efterladt i barndomsårene. Jeg syntes i hvert fald, det lunede at se, at der findes unge mennesker, der stadig holder traditionerne i hævd.

Hvilket organ kunne da også gøre det bedre?

2008-04-02T19:47:00.004+02:00

Haha, jeg har åbenbart virkelig levet mig ind i rollen. Her før sagde min veninde i telefonen til mig, let bebrejdende:

"...Ej, Philippa, du tænker sguda også kun med din tissekone!"

Foreløbig statusrapport over stodderåret 2008

2008-03-13T15:40:00.002+01:00

Det er selvfølgelig lidt tidligt at evaluere det nye år, eftersom vi ikke en gang er kommet en fjerdedel ind i det, men efterlevelsen af mit nytårsforsæt har medført en for mig helt ny livsstil allerede: Jeg sjofler alt, hvad der hedder pligter og studier. Det eneste, jeg gider, er at æde, drikke, slås og hore mig igennem år 2008 (også døbt ’stodderåret’ blandt venner). Foreløbig går det glimrende. Jeg har spist fantastisk mad i store mængder, jeg har drukket obskønt dyr vin og har tømt en dunk finsprit, jeg slås med store svedige mænd tre gange om ugen, og forleden voldtog jeg på det nærmeste en 21-årig dreng, der blev ved med at sige, at han ikke ville… Men selvom han gjorde modstand til det sidste, så ville han jo gerne! Sådan er det. Haha.

Hvad skal man også med alt, hvad der går ud over de basale behov? Mådehold og selvkontrol er for undermennesker.

Ah, det skal nok blive et godt år. Spring med på bølgen! I kan nå det endnu!

Rønnebærrene er stadig åh så søde!

2008-03-10T12:02:00.001+01:00

Det er en fyr fra træning. Han ligner en karikaturtegning af en superhelt. Sådan med brede skuldre, perfekt 6-8 pack, smal talje og store, svulmende lårmuskler. Han inviterede mig ud, jeg afslog, og jeg ved, at det var det rigtige. Alligevel kan jeg ikke lade være med at stå og betragte ham i det skjulte nogle gange (han træner tit i bar overkrop) og tænke: Alt det kunne jeg have haft. Forestil jer det! Det er sådan en martrende følelse. Nu kan jeg kun stå og lure.

The mediocre young minds of tomorrow

2008-03-06T15:57:00.000+01:00

Jeg er begyndt i lektiecafé. Altså som hjælper. Jeg kan godt lide at tænke på det, som at jeg udøver en slags omfordelingspolitik på mikroplan ved at undervise rige menneskers børn for penge og give samme ydelse gratis til indvandrerbørn.

Jeg må indrømme, at jeg forinden nærede romantiske forestillinger om, hvordan min ånds storhed ville smitte af på de modtagelige men understimulerede begavelser. Jeg forestillede mig hvordan, jeg ville vække en særligt begavet unges slumrende åndskapacitet, og hans/hendes øjne ville stråle, mens jeg åbenbarede den forunderlige verden af menneskehedens mest storslåede bedrifter for ham/hende. Og måske havde jeg også tilladt mig at nyde en fantasi om at stå ved en nobelprismodtagers side om nogle år og beskedent tage imod takketalen og bifaldet.
Virkeligheden smigrede ikke mine ambitioner.

Jeg fik ikke en gang mulighed for at sole mig i min selvopofrende uselviskhed ved det frivillige arbejde, for da jeg efter første dag, i min forfærdelse over hvad jeg havde gjort, fremstammede, at jeg helst kun ville komme hver anden uge, så manden på mig med et blik, der antydede, at jeg personligt var ansvarlig for alverdens elendighed.

Nu her nogle måneder efter er det faktisk meget hyggeligt. Det er ikke storhed, vi lægger an til, men sidste gang fik en pige og jeg da flikket en stil sammen om Justin Timberlake, der endte: ”That’s why I believe that the world would be a better place if everyone was like Justin Timberlake”, som jo på sin vis var et ret stort perspektiv at anlægge. Jaja. Men interesse er jo også det første skridt på vejen.

Trænger til at støves af

2008-03-04T15:14:00.007+01:00

Han: *famler i min natbordsskuffe og får fat i et kondom*
Mig: ”Nej ikke dem der”
Han: *ser spørgende på mig*
Mig: ”De, øøh… *forlegent host*… De, øh, er for gamle…”
Han: ”For gamle?” *smiler lidt*

Ja, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har fået dem smidt ud... De har affektionsværdi måske… Eller snart antikvarisk værdi.

Nik og Jay og det kulturelle forfald

2008-03-01T13:48:00.001+01:00

Jeg har lige lyttet til Carmen – Opéra comique en 4 actes for atter at konkludere, at jeg ikke kan holde ud at høre på netop det stykke. Jeg kan simpelthen ikke bortmane billedet af en hjemmegående tysk husmor, der triumferende indtager en position, som former et X.
For Ajax.
Vidundermidlet, der fik hendes hjem til at dufte af violer.

Første gang jeg hørte stykket, udbrød jeg faktisk: ”Det er jo den fra Ajax-reklamen!”, og min mor sendte mig et strengt blik. Ak ja. Det er beskæmmende hvor min og yngre generationer får deres kultur fra. Jeg havde samme oplevelse med Piet Heins elsk mens du tør det lev mens du gør det, som foreviget af Nik og Jay. Eller Robbie Williams, der indsigtsfuldt synger: ”Youth is wasted on the young”, som han åbenbart har snuppet fra George Bernard Shaw. Ligesom jeg troede, at Outlandish havde fundet på ”binder os på mund og hånd”.

Men man skal jo heller ikke være en bagstræberisk kultursnob. Man kan vel egentlig bare kalde det eklekticisme eller referere til kunstnernes hybrid-identiteter, og så er det blåstemplet? Lige klart til at komme med i kulturkanon vol 2.

Tager sorgerne på forskud

2008-01-28T14:42:00.000+01:00

Musikeren, mit herrebesøg, gik for kort tid siden.
Moder Natur satte jo en vis dæmper på balladen, men et kys fik jeg da – og oh, hvilket kys!

Det eneste minus er at… Altså jeg synes jo netop, jeg har opført mig ret tøjtet, og at det var klart for enhver, at jeg kun var ude på én ting, men pludselig, da vi ligger og nusser, hører jeg ham udbryde: "Vil du gerne have en kæreste?"

Det kom så fuldstændig bag på mig, at jeg bare svarede: ”Det ved jeg ikke”.

”Det ved jeg ikke”?! Hvad F… er det for et svar? Og hvor nemt kunne jeg ikke have afværget fremtidig katastrofe med bare det lille ord: ”Mnja…”. Det ville have været så let, og det havde sagt nok. Ja, det havde måske ødelagt lidt af den gode stemning, men jeg må altså snart lære at risikere den. Så vigtig er Den Gode Stemning fandme heller ikke!

Og så begyndte han at snakke om, at jeg jo også skulle rejse væk snart. Det er om over et halvt år! Han tænker lige pludselig skræmmende langsigtet, når man betænker, at det var vores 3. date.

Jeg kan slet ikke overskue, hvis han bliver Drengen II. Det er netop et år siden med Drengen. Måske er det bare sådan, jeg skal starte året. Med at knuse et drenge/mandehjerte og så bruge resten af året på ikke at turde indlade mig på noget igen.

Ååh…

En liderbuks’ bekendelser

2008-01-27T12:00:00.001+01:00

Jeg får herrebesøg i aften! Juhuu! Hurra for mit nytårsforsæt og for tøjte-strategien!
Jeg var ellers lige ved at afskrive den, efter jeg tilsyneladende havde skræmt min første prøveklud væk. En ven fortalte mig, at fyre gerne vil eftertragtes og scores, men jeg tror ikke på det. Tilfældigvis har tre af mine veninder i øjeblikket også besvær med at få en fyr, der ellers virker meget interesseret, med i seng. Det er slet ikke så nemt, som man skulle tro. Mænd i dag er vattede.

Åh… Jeg glæder mig som et lille barn til i aften… Eller, altså... som en moden og consenting adult.
Men det er helt klart et arrangement, som alle kan være tilfredse med. Ikke mindst mine veninder, som har givet udtryk for, at de er trætte af at høre på ’en liderbuks’ bekendelser’, hver gang vi mødes.

---------------------------------------------------------------------

(To timer senere)
Neeej! Hvor er det ondt! Hvor er det grusomt!
Jeg vidste det! Jeg vidste, der var et komplot imod mig, og Moder Natur er nu officielt én af bidragyderne i 'Ingen Sex til Flippa'–kampagnen.
Piv.

En strid børste

2008-01-25T12:35:00.001+01:00

Ok, denne gang var det min veninde, som var den bizarre eller i hvert fald uortodokse sengekammerat. Hun har på det seneste ladet stå til i de nedre regioner i forhold til emnet ’kropsbehåring’ og havde egentlig fået overbevist sig selv (og næsten mig) om, at en god, sund måtte var udtryk for femipower og fandenivoldskhed.

Da hun så ’var heldig’ sidste lørdag og vågnede ved siden af en sødt sovende fyr, smilede hun ømt og lagde sig ind til ham i en tæt yderske. Straks gryntede fyren, rynkede brynene og rakte en arm over og kradsede sig energisk på ballen. …og blev ved og ved med at kradse.
Min veninde lagde sig beskæmmet over i den anden side af sengen og ønskede, hun kunne kravle ned i et hul. Nu har hun taget måttens omfang op til fornyet overvejelse…

Pas på mig i trafikken

2008-01-23T19:08:00.000+01:00

Hvis I ser en høj pige slingre af sted på sin cykel, småklukkende, storfnisende eller brølende af latter, skal I ikke blive forskrækkede eller fornærmede. Det er bare mig, der har lagt David Sedaris ind på min mp3-afspiller.

Jeg mangler en mand

2008-01-22T09:30:00.000+01:00

(Har jeg måske brugt denne overskrift før?)

Pludselig syntes jeg, min træner da egentlig var ret sød… (Gud ved, hvorfor jeg ikke havde set det før?). Denne åbenbaring foranledigede, at jeg på de 25 minutter på cykel hjem fra træning overgav mig til min (fra virkelighedens side fattigt stimulerede) fantasis frie spil. Det indledende stadie sprang jeg let hen over, og jeg havde således allerede mødt hans forældre inden krydset på Nørrebrogade. Da jeg nåede min hoveddør delte vi bankkonto og havde mindst 2 børn.

Suk.

Nytårsforsæt

2008-01-01T14:35:00.001+01:00

Mit nytårsforsæt er helt enkelt i år:

----------------------------------------------------
Jeg skal være løsere på tråden.
-------------------------------------------

Indre By efter 5:00

2007-12-30T15:27:00.000+01:00

Der findes ikke noget mere truende, skrækindjagende, mareridtsagtigt syn end Indre By efter kl. 5 en lørdag nat. Når velfungerende borgere sover pænt i deres king size beds fyldes natten med ligblege gespenster og zombier, der vandrer slingrende rundt i gaderne. Tager man chancen og begiver sig gennem dette natlige landskab, må man navigere uden om knuste flasker og pytterne af opkast + andre kropslige excesser. Melodramaer udspiller sig på hvert et hjørne, og hovedpersonerne er altid enten indignerede på den selvretfærdige, snøvlende måde eller resignerede på den teatralske, snøvlende måde.
Og den søde juletid gør ikke scenariet bedre for en påvirkelig iagttager. Det betyder tværtimod en meget nærværende trussel om det frygtindgydende syn af en voksen mand i nissehue!

Jeg tror, jeg holder mig til brokvartererne.

Lykke på flaske

2007-12-20T20:05:00.000+01:00

Der er en følelse, som jeg ville ønske, man kunne fylde på flaske og nyde, når man havde lyst, ligesom Nissebanden fylder julehumør i en pose. Det drejer sig om den mest intense lykkefølelse, jeg kan forestille mig:
Tænk på, når man vågner en iskold vintermorgen, og det er mørkt udenfor. Kulden slider i næseborene ved hver indånding, men fra halsen og ned ligger man i en lun og blød rede af dun og fjer. Hver cm i ens krop snurrer af velbehag, og man er overbevist om, at man aldrig har fundet så perfekt en sovestilling før. Madrassen og dynen er formet efter ens aftryk og omslutter én helt tæt. Man knuger hjørnet af dynen helt ind til sig og skubber sig endnu dybere ned i madrassen, mens man hader tanken om nogensinde at skulle forlade sit leje. Måske når man så langt som til at stikke tåen ud og trækker den så øjeblikkeligt til sig igen med en gysen.
Og så kommer den... Lige der! Erkendelsen:

"Jeg skal møde sent i dag…
/ "Undervisningen er aflyst…
/ "Det er lørdag…
…og jeg kan blive under dynen lidt endnu!"

Lige da der er det som om en bølge af sand lykke skyller ind over én.
Hvis jeg kunne indfange den følelse og fastholde den, er jeg overbevist om, ville jeg blive en rig kvinde.

Som man måske kan regne ud, hører jeg ikke blandt de morgenduelige.
…’Morgenduelig’.
Det er et ord, jeg lige har stiftet bekendtskab med, og jeg elsker, hvor rammende det er. Jeg dur nemlig netop ikke før kl. 10-11 stykker.

Mor, hvor kommer Julemanden fra?

2007-12-14T12:43:00.000+01:00

Jo, ser du, Julemanden er resultatet af en genetisk mutation i det tidlige fosterstadie. Sådanne abnorme celleforandringer er faktisk grundlaget for evolutionsprocessen, idet de giver mulighed for udvikling, der kan gøre arten bedre egnet til overlevelse, men i Julemandens tilfælde var der tale om en fejludvikling, der ikke gav nogle reproduktive fordele, og derfor har Julemanden ingen afkom. Han var ganske enkelt aldrig bestemt til at overleve. Det var en evolutionens blindgyde så at sige. En parentes i udviklingshistorien… Eller et fejlplaceret komma.
Altså, kort kan man sige, at Julemanden er en slags affaldsprodukt. Ligesom Ninja Turtles i øvrigt.
…Og smut så ind med dig og dæk bord!

Jeg bliver en fantastisk mor.

* Som en anden Ikaros fløj Julemanden for tæt på solen... eller også stod han bare for tæt placeret på varmeapparatet.

Et ønskebarn?

2007-12-13T16:33:00.000+01:00

Jeg hørte om nogle forældre i Danmark, der havde kaldt deres barn for Jihad.
Min første indskydelse var de åbenlyse gener, det ville give for barnets omgivelser i de tidlige år. Forestil jer at være pædagogen, der skal råbe ud over børnehaven ved samlingstid: ”Jiihaaaad!”

Der er så meget, kvinder ikke forstår…

2007-12-07T13:32:00.000+01:00

Jeg bliver syg helt ind i sjælen, når Sportsnyhederne kommer på. Og selv hvis mit tv er sat på ’mute’, er det tydeligt at se, når de er gået over til sporten, fordi værterne altid har lidt for meget makeup på og lidt for meget snask i håret. …Hvilket siger noget om hvilken målgruppe, de prøver at ramme.
Jeg forstår udmærket folk, der kan lide at dyrke sport.
Jeg har svært ved at sætte mig ind i, at folk kan lide at se på andre mennesker dyrke sport.
Men at folk har lyst til at høre andre mennesker fortælle om, at de har set andre mennesker dyrke sport, det går simpelthen over min forstand.

Her i morges, da jeg stod i køkkenet, nåede jeg ikke at skifte kanal i tide og blev derfor udsat for en stemme, der i et meget alvorligt toneleje fortalte om … kan det passe, at hun sagde ’ÅB’?... der angiveligt havde haft en eller anden lille fremgang, ”Så der er stadig grund til positivisme” sagde hun tappert.

Nu er det nok, fordi jeg er kvinde, og fordi ’der er så meget, kvinder ikke forstår’, men jeg undrede mig såre over, hvad der kunne give et fodboldhold anledning til at interessere sig for en filosofisk retning, der taler for en videnskabelig virkelighedsopfattelse, hvor erkendelse er baseret alene på sansedata, og den objektive sandhed afdækkes igennem verificerbare observationsudsagn.
Men jeg synes, det lyder som et spændende projekt, og jeg vil ikke på forhånd affærdige det.

Bizarre sengekammerater

2007-12-01T12:29:00.000+01:00

Dette er synet, min veninde vågnede op til forleden:

Manden ved siden af hende er lang og mager. Hun får først øje på fødderne, som rager ud over sengekanten. På begge fødder bærer han stadig sine sokker. Da hun lader blikket panorere op langs de magre ben, mødes hun uundgåeligt af synet af mandens slappe lem. Den sølle sag ligger inde i et brugt kondom, hvor den marinerer i aftenens værk. Hun kan næsten ikke få sig selv til at fortsætte op til hans ansigt, som til hendes delvise lettelse er dækket af
hovedpuden, han ligger under.

Det minder lidt om en anden sengekammerat, hun havde for nylig, som hev dynen halvt ud af betrækket og stoppede det godt ind til sig langs hele kroppen, så han lå som en puppe. Ansigtet var også stramt dækket over af betrækket, så min veninde følte, hun vågnede op ved siden af en mumie.

Jeg ved ikke efter hvilke kriterier, hun udvælger sine mænd, men jeg ville nok være blevet ret ængstelig ved hendes oplevelser. Jeg har højst oplevet at skulle kæmpe om dynen.

Cogito ergo nubilis sum

2007-11-14T09:53:00.000+01:00

Hvad er en fuldmægtig, egentlig? Det lyder ret sejt. Som en omskrivning af ’omnipotent’.
Ku’ det ikke være fedt at sige?:

- ”Og hvad er du så til hverdag?”
- ”Jeg er omnipotent”

I det hele taget burde man holde sig til at oversætte jobtitler til græsk/latin i stedet for engelsk. Det lyder meget mere dannet: Hvem vil f.eks. ikke gerne være Mater terra? Eller Homo telos? Det fungerer skidegodt!
…Og jeg behøver ikke få officiel anerkendelse for min idé. Det er ok. I kan bare bruge den. Så stor er jeg.

(hvis nogen skulle være interesserede, er overskriften til dette indlæg et citat af en anonym kvinde og betyder: Jeg tænker – ergo er jeg single… Hvilket i øvrigt er en adækvat beskrivelse af min situation)

Trashy stil

2007-11-09T09:42:00.000+01:00

Her efter ferien har jeg fået fag ude hos de kreative på det nye KUA, hvor kanaler er strømlinede og hvert eneste træ øjensynligt passer ind i en nøje tilrettelagt plan. At være herude er som at gå rundt i en arkitekturstuderendes våde drøm. Og alle ser så smarte ud, at man bliver helt udmattet bare ved tanken om, hvor meget tid og anstrengelser, der må være gået forud. Selv hos de allersmarteste, der ser ud som om, de blev overfaldet af deres klædeskab, da de stod ud af sengen om morgenen. Altså, det der look, hvor intet klædestykke passer til de andre efter nogen kendte æstetiske principper. Hvis man ikke vidste, hvor smarte de rent faktisk er, ville man tro, de var sindsforstyrrede eller subsistensløse. Og det er kun, når de ses i konteksten herude, at jeg er sikker, for i enhver anden sammenhæng, kunne jeg godt komme i tvivl.

Når jeg står foran mit klædeskab og konfronteres med valget hver morgen, rækker jeg med skyldfølelse næsten altid ud efter det varme og bløde. Jeg er stadig ved at akklimatisere mig efter min rejse. Noget af det mest forstemmende ved at backpacke er, at ens garderobe over en længere periode kun består af tøj i praktiske, slidstærke materialer (jeg synes personligt, at der er noget forkert – næsten vanhelligende – i, at ordet ’praktisk’ optræder i samme sætning som ’tøj’… og ved ’slidstærk’ bliver jeg helt hægtet af... Det tager altid nogen tid at få inkorporeret den slags vendinger i min forestillingsverden). Jeg glemmer også fra gang til gang, at farvespektret indeholder så mange nuancer af ’kedelig’: Lige fra skidenbrun over kaki til sumpfarvet og gustenbeige.
Men som sagt er jeg blevet magelig nu og vælger det snærende, der underpåklædte, de høje hæle og ikke mindst det excentriske fra. Jeg vil bare gerne sidde blødt i mine hjemmesyede uldbukser og ryste på hovedet over de unge, der ser fjollede ud i deres spættede gamacher og mærkelige hår.

Et brutalt tegn fra Vorherre om at sommeren er uigenkaldeligt forbi

2007-09-29T15:19:00.000+02:00

Jeg så lige et hjerteskærende syn på vej hjem i dag: i et stort trafikeret lyskryds lå i fodgængerovergangen det lille undseelige lig af en sommerfugl. Det lille væsen lå imellem to striber i en lille pøl af regnvand i det ujævne asfalt, og dets ene flossede vinge blæste op og flaksede ved vindstødene fra hver bil, der drønede brølende forbi.

Mod vest

2007-07-14T00:52:00.000+02:00

Tak for tagge(n/t), Alice. Jeg haaber, det er i orden, hvis jeg springer over denne gang? Jeg befinder mig nemlig i den vestlige hemisfaere og vil noedig bruge mere tid end noedvendigt paa denne her fortvivlende snaevre baandbredde.

Hvis dit liv er saa indholdsrigt og du er saa optaget af at opleve verden og finde dig selv, hvorfor sidder du saa paa en internetcafé og checker dine trivielle, medierede optegnelser for at se, om der er kommet flere kommentarer paa dit over 3 uger gamle, og aerlig talt ret intetsigende, indlaeg?
...Fristes man maaske til at spoerge.

Hrm. Tja. Saa er jeg vel bare heller ikke sejere.
Man er naiv, hvis man tror, at det aendrer paa noget at deplacere sig x antal tusinde km.

P.S. Jeg har haft mit venstre knae oppe i en hesterumpe.
P.P.S. Ja. Bogstaveligt talt.
P.P.P.S. Send flere penge!

Totalt useriøst studie

2007-06-19T16:08:00.000+02:00

Det er sådan noget her pjat, de læser på medicinstudiet:

”pilletrilletremor” (Fra min venindes bog om neuroanatomi).
Angiveligt ét af symptomerne ved forstadiet til Parkinsons… Men mener de det seriøst? Er det et faktisk videnskabeligt udtryk?! Det lyder så rart og harmløst. Som kattelegetøj eller som noget, der hører hjemme i en håndarbejdstime i folkeskolen… Eller som en eufemisme for hard petting.

”(…) en sej og vedvarende modstand mod passive bevægelser” (ibid.).
Denne her forstår jeg bare ikke med min bedste vilje. Hvad er overhovedet en passiv bevægelse, og hvordan kan man modstå den?... Uddyb! (som min dansklærer ville have skrevet i margin)

”en massiv intellektuel reduktion (demens)” (ibid.)
Fordi dumme-jokes altid er sjove.

Verdens eneste knibske mand

2007-06-14T16:26:00.000+02:00

Jeg ville egentlig ikke have skrevet om det, for jeg er lidt pinligt berørt over, at jeg stadig har kontakt med ham, men jeg er nødt til at få det ud og evt. få nogle bud på, hvad f… der foregår (om noget) i den Grammatisk Udfordredes hoved.

For et par uger siden kl. 6 om morgenen fik jeg et opkald fra den Grammatisk Udfordrede, som angiveligt var blevet vraget af sin kæreste samme dag. Jeg lod ham komme over, og en scene udspillede sig, som mindede grangiveligt om alle de andre over årene. Han stod kæmpestor og med hængende arme og så på mig med svømmende dådyrøjne, mens han en gang imellem begyndte på sin usammenhængende tale. Nogle af sætningerne indeholdt tøvende forslag andre var bare generelle selvhadske erklæringer. Han er simpelthen så nølende, at det er til at tude over. Han kan trække et øjeblik af ideel stemning ud til en pinefuld, akavet evighed. Denne gang startede han endda først på et lille pointeløst skuespil rettet mod ingen, hvor han foregav at have intentioner om at overnatte på min sofa. Jeg blev helt udmattet over ham. Skulle vi virkelig starte ved så tidligt et udgangspunkt hver eneste gang? Jeg orkede det ikke, så jeg fortalte ham, at han kunne sove på sofaen, i min seng eller på gulvet, som han havde lyst, men at jeg i hvert fald ville sove øjeblikkeligt, hvis ikke han havde andet at tilbyde. Han valgte sengen.

Om morgenen var der lir i luften, men det blev aldrig rigtig til mere. Og jeg har endnu en tilståelse til at sætte det følgende i perspektiv: vi har aldrig faktisk… sådan gennemført… altså… et egentligt... Sådan teknisk set. Sidste gang (lige inden han fik hende kæresten) var det som om, han satte bremserne i, og jeg ville ikke ligefrem presse på. Men da det samme udspillede sig denne gang, blev jeg… nåja, måske en smule aggressiv i min tilgangsmåde:

Først antydede jeg bare:
Skal vi ikke…?
Har du noget?
Skal jeg hente…?

Da ingenting skete blev jeg mere offensiv:
Har du tænkt dig at følge op på det der?

Men han blev ved med at afvise uden begrundelse men med øjensynlig fortrydelse, og til sidst hørte jeg mig selv pibe:
Jamen. Hvorfor?

Senere efterfulgt af:
Hvor er du tarvelig!

Ej, men er det ikke bare en ironisk situation? Det er simpelthen så sjældent, at jeg beslutter mig for at ende i den situation, og ved Gud om ikke jeg finder sandsynligvis den eneste fyr på planeten, som vil ligge i en piges seng og nægte hende sex. Kæft, en narrefisse… Han minder mig om en amerikansk teenagepige. Vi kan godt lave alt det andet, men det er hertil og ikke længere. Hva’ f… ligner det? Vækker han mig midt om natten for lidt hyggepetting?!

Ingen af mine veninder kan heller komme med en plausibel forklaring på hans jomfrunalske opførsel. Han har givet udtryk for, at han ikke ligefrem ligger på den lade side i den afdeling, og jeg har set… altså, så der er ikke noget galt med selve…

Ej, jeg forstår ingenting.

Sløjd

2007-06-13T00:43:00.000+02:00

11.11.04 (tors)
Jeg havde sløjd i dag og blev sat til at hjælpe en pige ved navn Luna. Luna ville gerne lave et hus til sin hamster.
Vi brugte 2 timer på at lave én langvæg med et vindue i.
...Men det var altså også rigtigt svært at lave sådan et firkantet hul! Vi prøvede med håndboret, og jeg forsøgte at holde gejsten oppe hos den meget fåmælte pige med opmuntringer og friske kommentarer. Efterhånden var det dog som om, Luna ikke længere havde hjertet med i det. Da læreren endelig kom og hjalp os, stod han længe og så på det mishandlede bræt med en meget træt og opgivende kropsholdning. På dette tidspunkt stod Luna også med hængende arme og så tomt frem for sig.
Det endelig resultat var, indrømmet, ret ubehjælpsomt.
Jeg tror nok, Lunas hamster må væbne sig med tålmod; den er nok uden tag over hovedet de næste par uger...

(…) I det hele taget er jeg en superdårlig vikar: Jeg ignorer så vidt muligt alle konflikter, derunder gråd, slåskampe, mobning, uheld o.l. Jeg skynder mig simpelthen, at vende koncentrationen andre steder hen, indtil et barn kommer hen og gør mig opmærksom på, at ”der er altså én, der græder”. Så er jeg selvfølgelig nødt til at henvende mig til vedkommende, sige et par fumlende halvmoralske ord, klappe dem lidt på hovedet og så skynde mig væk igen.
Mht. undervisningen har selvtilliden fået et par knæk særligt i dag, hvor en 1. klasse piges danskbog voldte mig ret store problemer. Den slags har jeg selvfølgelig også fundet løsningen på: Jeg sørger for at forvirre barnet mest muligt ved at sige mine spekulationer højt, hvoraf nogle er ren volapyk og andre bare er serveret for hurtigt eller med for mange fremmedord, til at barnet har en chance for at følge med. På den måde skjuler jeg min egen uvidenhed, og det er min erfaring, at de giver op efter kort tid og mumler: ”Jeg spørger Kathrine, hvad hun gjorde” eller ”Jeg springer bare dén opgave over”, eller ”jeg laver bare resten derhjemme”.
Det sjove er, at det gik op for mig, at det var præcis, hvad min gamle dansklærer altid gjorde!

Forulempet af en syvårig!

2007-06-12T00:40:00.000+02:00

08.09.04 (ons)
(…) Jeg brugte al min tid og energi på et rebelsk triumvirat, hvis leder var fuldstændig uimodtagelig for alt, hvad jeg sagde. Jeg prøvede vitterligt alt:
Bestemt: ”Theodor, sæt dig på din stol!”.
Lokkende (sukkersødt): ”Theodor? Kommer du ikke herop og sætter dig på din stol?”.
Empatisk: ”Theodor, hvorfor vil du ikke sidde på din stol?”.
Fornuftigt ræsonnerende: ”Hvis du bliver siddende nede under bordet, kan du jo ikke se din bog”...
Til sidst havde jeg kun fortvivlet bedende: ”Theodor... Kom nu herop og sæt dig på din stol!”.
Barnet var fuldstændig upåvirket af alle mine pædagogiske krumspring. Til sidst brugte jeg fysisk magt.
...Alle dem, der har skrevet afhandlinger om pædagogiske overtalelsesmetoder har tydeligvis aldrig befundet sig i en 1.klasse i 5 timer!

Men det der virkelig hylede mig ud af den var, da timen var ovre, og de tre drenge med tilsyneladende oprigtighed udbrød:
- ”Øv, går du nu? Kan du ikke blive? Kan du ikke komme med over i fritidshjemmet?"
- "Du var så sød, kommer du ikke igen i morgen?”
- ”Ja, kommer du ikke igen i morgen?”...
Jeg stivnede og forestillede mig, at der stod et eller andet obskønt på min ryg...
Da min koldsved havde fortaget sig, var jeg egentlig ret rørt... og jeg havde da også fået én af dem til med tiltagende iver at lave alle sine opgaver. Michelle Pfeiffer kan godt gå hjem og lægge sig! (jf. ’Dangerous Minds’)

Nå, men i sidste time havde jeg gårdvagt. 3 små drenge (et sted mellem 7 og 9 ville jeg skønne) råbte henover gården:
- ”Hvad hedder du?!”
Jeg svarede veloplagt:
- ”Jeg hedder Philippa!”, og skulle lige til at fortsætte (”Hvad hedder du?”), da han råbte:
- ”Du har nogle store kanoner!” og for at hyle mig endnu mere ud af den: ”Vil du ikke vise os dem?!”

Lidt efter kom én af dem målrettet hen og rørte mit ene bryst til de andres store begejstring!
...Forulempet af en 7-årig - hvad bliver det næste?!

09.09.04 (tors)
Havde mareridt om, at en 9-årig pige lagde hårdt an på mig!

10.09.04 (fre)
Havde mareridt om at jeg kom i fængsel, og fængselscellen, som jeg delte med en dværg(!), lignede til forveksling en skoleinstitution.

Tøsebørn

2007-06-11T00:20:00.000+02:00

03.09.04 (fre)
Jeg havde 3.c i de sidste to timer i gymnastik! Det foregik i en indelukket, surt stinkende hal, under hyl, skrig og gråd. Lydniveauet lå og svingede lige omkring smertegrænsen.

Jeg for hele tiden rundt og trøstede børn, der havde slået sig, indtil det blev klart, at man bare skulle lade dem være, medmindre de blødte eller deres lemmer var vredet i forkerte vinkler.
De var simpelthen sådan nogle tøsebørn. Jeg havde svært ved at skjule min foragt, da en dreng bogstavelig talt græd vand og snot, mens han hylede: ”Kasper snyder! Han sagde ikke ’ulv’”!. Hele spillet stoppede bare på grund af ham. Ærlig talt, de der børn kommer til at få et stormfuldt møde med det virkelige liv en dag.

Nu som sitcom

2007-05-29T08:43:00.000+02:00

Jeg har alligevel ikke tid til at skrive, mens jeg laver eksamen, så jeg tror jeg laver et ’Erindringer fra Flippas dagbog som lærervikar’-tema den næste uges tid. Jeg må kunne finde noget frem fra mine gemmer. Jeg ved godt, det er lidt billigt sluppet. Ligesom de der sitcom-shows, hvor de bare har sat skuespillerne rundt om et bord, og så sidder de ellers og er nostalgiske … ”Yeah, but do you remember that other time when you had a crush on your high school teacher and …” og så slører billedet og bliver erstattet af et klip fra en gammel udsendelse. Nå, men det er i hvert fald hvad jeg agter at overføre til et nyt medie.
Jeg vil i øvrigt lige advare om, at jeg var en meget vred ung kvinde i den periode.

19.11.04 (fredag) *
Aaaaaaargh, hvor er jeg træt af den skole! Alt det der pis med tværfaglighed, ansvar for egen læring, projektorienteret undervisning og målsætninger! Pis og papir. Dét, man får, er en bunke larmende, ukoncentrerede, selvoptagede, respektløse unger.
Helt ned i de små klasser (1.-3.) er der klistret papirer op på væggen, hvor der står ting som: ”Tro på dig selv – du er nemlig helt speciel” og ”du skal indlære på din egen måde uden at forstyrre andre”... Og inde i et klasseværelse opdagede jeg ved Gud en blå seddel, med påskriften:
”Vores målsætninger i 2.d (tankestreg) dét vi vil opnå”
... Man har sguda ingen målsætninger som 8-årig; det eneste man vil opnå er at holde på en blyant uden at tabe den eller at få en bedre gynge end de andre i næste frikvarter.
Jeg mener, hvor stopper det?! ”Lille Sophie på grønærtestuen vil gerne opnå at ramme munden med sin ske”...baaah!
...Og så kan man så tydeligt høre, hvilket kursus lærerne sidst har været sendt på, når en lærer eksempelvis i 4. klasse henvendt til en surmulende 10-årig siger: ”jamen, hvad OPlevede Christoffer, da du slog ham på ryggen, Karl? Vi skal tage udgangspunkt i Christoffers Oplevelse. Hvis nu Christoffer OPlevede...” og så dramatiserede læreren hele forløbet, med begge roller levende udført af ham selv, hvorefter han bad Karl om at ”HANdle” ud fra Christoffers ’OPlevelse’ og efterfølgende tilføjede: ”Jeg kan ikke se dig HANdle, Karl!”

Jeg hader børn...

* Teksten der gik forud for forrige uddrag

Kortstammede monstre

2007-05-24T23:30:00.000+02:00

Jeg synes, det er så uansvarligt af forældre at lade deres børn gå frit rundt i en forretning.
Så kommer kravlet bare og belemrer andre mennesker, som ikke har haft nogen indflydelse på forældrenes beslutning om at avle. Når man f.eks står i køen og passer sig selv, kommer der sådan en unge hen og stiller sig helt op ad én og bare glor. Så står man der og er nødt til at smile mildt og indforstået til de omkringstående, og alle deler sådan en ’nårh, hvor er han bare sød’, fordi det er forventet af os. Jaja, han er da meget sød, men hvad er det, han vil mig, og gider han lige holde op med at prøve at presse en afpillet blomst ind i hånden på mig?!
Alligevel kan man jo ikke følge sin instinktive lyst og trække sig væk i afsky - hvordan ville de andre ikke se på én? …Men det er selvfølgelig heller ikke dem, han står og kigger så tomt og ubestemmeligt på. Æv. Børn der stirrer gør mig utilpas. Man ved ikke, hvad der foregår bag deres tomme, blanke blik. Ligesom køer egentlig. Dem har jeg også et småpatologisk forhold til.

Jeg anbragte ham forsøgsvis i et kraftigt double bind: smilede sødt til ham, mens jeg med hele mit kropssprog signalerede, at han skulle skrubbe af. Han virkede desværre ikke som om, han kunne opfange så subtile signaler. Jeg tror, udviklingspsykologien overvurderer børns finfølelse… Eller det virkede i hvert fald ikke. I stedet tog han mine nøgler og vraltede væk oven i det rod, han havde lavet med blomsten.
Destruktiv og tyvagtig var han! Bare fordi han er kort og underudviklet er det åbenbart helt tilgiveligt og endda nuttet.

Forleden læste jeg noget så uendeligt sandt i en bog skrevet af en klog feminist:
”Children are monsters of unbridled egotism and will, for they spring directly from nature, hostile intimations of immorality”.

…Faktisk minder citatet påfaldende meget om et citat fra min dagbog* fra den periode i mit liv, hvor jeg var bebyrdet med jobbet som lærervikar:

19.11.04 (fredag)
Jeg hader børn...
De er larmende, egoistiske, forkælede, klynkende, opmærksomhedssøgende, feje, uintelligente, uvidende, uinteressante, ondskabsfulde, uhøflige, ubetænksomme, smålige, talentløse og så er de urenlige. Men det værste – det jeg ikke kan tilgive dem for – det er, at de har så pinefuldt dårlig humor. Jeg kan godt forstå, min løn er så høj, for hvorfor i alverden skulle nogen frivilligt tilbringe tid sammen med sådanne væsener? Jeg mener: de repræsenterer jo alt dårligt og utilpasset i mennesket!

* (Ja, jeg skrev dagbog elektronisk før, så hele blogaffæren lå egentlig ret ligetil)

Flippa er igen med på noderne

2007-05-14T09:52:00.000+02:00

Apropos det der med at føle sig bagud: jeg ville lige se, hvad det var, de alle sammen snakkede om, så jeg klikkede ind på http://www.utube.com/. Og følte mig temmelig fåret da jeg så hjemmesiden med skriften:

The Original Tube and Pipe Machinery Site, UTUBE™
Universal Tube & Rollform Equipment Corporation specializes in buying and selling Used Tube Mills, Used Pipe Mills and Used Rollforming Machines

Nå, men inde på http://www.youtube.com/ fik jeg så endelig stiftet bekendtskab med konceptet first hand (som de unge siger) … det var egentlig vældig underholdende. Fik næsten lyst til at bidrage, men jeg har ikke umiddelbart noget talent, som gør sig godt i videomediet. Og så gav det hele mig lidt dårlige associationer til hjemmevideo. Jeg er SÅ ikke gammel nok til at have den der ironiske distance til synet af mig selv i blomstrede gamacher og hårelastik i skidenorange nervøs velour.

Nåja, og hvad er det for en smitsom idioti, hvad er det for nogle mennesker, der lover død og ødelæggelse over alle, der ikke poster de der kædemeddelelser? De er jo i nærmest alle kommentarboksene, og der kommer hele tiden nye. Det er sgu cyberverdenens svar på gratisaviser.

“copy and praste or i will die within the hour”
...Er det meget kynisk uvilkårligt at tænke ’good riddance’?

En fej flue

2007-05-02T20:30:00.000+02:00

Midt i en huslig aktivitet stoppede jeg pludselig op i dag og stirrede på min væg. Der sad et insekt af en eller anden art, som jeg til min lette irritation havde bemærket et par gange i løbet af dagen. Så vidt jeg kunne se, havde den ikke rykket sig en cm.

- ”Hvorfor sidder du bare der?” udbrød jeg ærgerligt. ”har du da ingen ambitioner i livet? Ingen ønsker eller drømme, der driver dig?”.

Jeg stod tavs og betragtede den et øjeblik, mens den bare blev siddende:

Dens eksistens forekom mig meningsløs, og dens apati gjorde mig kvalm.

Argumentet imod var for svagt, så jeg fandt en gammel avis og maste den lige så omhyggeligt mellem de knitrende sider. Ironisk nok endte dens jordiske rester på et billede af Tony Blair ved siden af overskriften: ”Et snusket eftermæle”.

Ja, jeg var der!

2007-05-01T23:54:00.001+02:00

Ja, jeg var i Fælledparken til 1. maj-fejring i dag. Selvom jeg er kapitalist. Og åbenbart skilte mig så meget ud, at jeg faldt helt ved siden af. Det baserer jeg på, at en typisk 1.g-pige med sådan nogle håndledsvarmere kom op til mig og spurgte, om hun måtte fotografere mig. Og én af mine bekendte, som jeg glad hilste på, så på mig med rynkede øjenbryn og spurgte: ”Er DU til arbejdernes kampdag?”
…
Altså. Det kunne han vel nok se, at jeg var.
Jeg forstår ikke problemet. Jeg er da totalt solidarisk… og det der.

Har du prøvet en anden styrke, Torben?

2007-04-29T12:47:00.000+02:00

Prøv at se en perle, jeg lige har fundet frem fra mine gemmer. Jeg har rent faktisk gemt denne her flyer i over et år, og det kan jeg jo kun glædes over nu.
Jeg tror egentlig bare, jeg vil holde inde her og lade den stå frem i al sin enkle skønhed… Sådan vil den komme bedst til sin ret!

Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg ser på den.
Tak Torben*... Tak!

*og tak til tekstforfatteren også. Han er enten talentløs eller virkelig humoristisk.

Forsinket alkoholforgiftning og MySpace

2007-04-25T12:52:00.000+02:00

Hov, der er gået noget tid siden sidst, jeg skrev. Måske har det at gøre med den milde alkoholforgiftning, jeg udsatte mig selv for, for nogle uger siden. Aldrig har jeg været så beruset… - Eller jeg var nok nærmere ’godt lakket til’. Er det ikke sådan noget, man kun er i Nyhavn? Hm, ja det passer vist meget godt… Der er desuden noget ekstra sørgeligt over at være i sådan en forfatning, når man samtidig er iklædt 13 cm hæle og polyesterhår.

Jeg vågnede den efterfølgende dag i en tilstand, jeg med min uskyldig-puritanske referenceramme kun kunne kalde ’influenza’. (Alternativt frygtede jeg i nogle øjeblikke, at jeg havde udrettet permanent skad på mit centralnervesystem). Jeg skammer mig over at indrømme, at så sikker var jeg i min sag, at jeg fik mine forældre til at komme og pylre om mig, som den stakkels, uskyldige sygdomsramte jeg var! Ikke alene tog de opvasken fra min forfest, de stod også i mit køkken og skrællede og rev æbler med de bare næver, for at fodre mig med æblegrød, mens jeg råbte anvisninger fra sengen i det andet rum. Gud velsigne dem.
Selvfølgelig lå der også en høflig sms fra Den Grammatisk Udfordrede, som besvarede en besked, jeg kunne have forsvoret, at jeg havde sendt. Alt i alt et helt klassisk scenario.

…Bare ikke for mig. Hele affæren stemmer faktisk slet ikke overens med mit selvbillede. Jeg plejer at være hende, der kan styre sin brandert. Det er til gengæld typisk mig først nu at udleve noget, der burde være overstået i gymnasiet. Det er som om, jeg altid afviger i forhold til, hvad der opfattes som socialt legitimt i de forskellige livsfaser. Jeg begyndte f.eks. først at se Beverly Hills længe efter, at alle andre var holdt op. Og forleden i byen, da en fyr bad om mit myspace-profilnavn (!) var jeg helt på herrens mark. (Jeg tænker dog, at han nok ikke var det helt store tab). Om 5 år bliver jeg garanteret ivrig bruger af MySpace, når konceptet alligevel er helt outdated, og begge mine forældre + min gamle dansklærer har oprettet profil... Jeg føler mig sommetider håbløst bagud i forhold til min generation.

Drengen er ude

2007-02-27T01:42:00.000+01:00

Pis. Drengen har lige forladt min lejlighed.

Jeg troede, jeg havde gjort ham klart sidste gang, hvordan jeg betragtede vores forhold. Jeg tror også, han anede det men blev ved med at håbe. Ligesom jeg godt kunne se, hvor det bar hen med ham, men jeg blev ved med at ignorere tegnene.
Jeg vidste nok ikke, hvor slemt det stod fat. Jeg troede, han ville affinde sig med situationen, men da han afkrævede en klarere redegørelse før, sagde han samtidig, at han ikke kunne fortsætte med at se mig, hvis det kun var sex.
Jeg prøvede at sige det på en pæn men mere utvetydig måde denne her gang.
Ingen af os havde lyst til, at han skulle gå, men da han havde set elendig ud og tøvet i 20 minutters tid, efter jeg havde ladet det være op til ham, følte jeg, jeg var nødt til at hjælpe ham med at tage beslutningen.

Hvorfor kan jeg ikke have et sundt afstumpet, uforpligtende forhold?! Hvorfor skal jeg altid nærmest tigge om sex? Der er noget galt!

Nej, men helt ærligt er jeg træt af at være så skide upåvirket. Hvorfor er jeg så kold? Hvis bare jeg kunne forelske mig for en gangs skyld. Så ville det hele være så enkelt. Så ville det hele give mening, tror jeg, for indtil videre har jeg aldrig kunnet få noget som helst forhold til at give mening.

Øv, så er jeg helt alene igen. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud om mange måneder igen uden det mindste kærtegn.

Jon Stewart på dr2

2007-02-26T19:12:00.000+01:00

Husk the Daily Show i aften kl 23:30 på dr2!

Hva' f...

2007-02-21T21:36:00.000+01:00

Sne?
Nu?
Hvad skal jeg bruge det til?!

Flippa går ind i politik

2007-02-16T00:59:00.000+01:00

…Inspireret af modeugen.

Jeg så forleden et interview med en eller anden form for ekspert i tortur, der med indignation fremdrog de orange fangedragter på Guantanamo som det første ankepunkt. Og han er ikke den eneste, der har fremhævet dem, jeg har hørt og læst det flere gange. De dragter har næsten fået status som den ultimative straf!
…Og jeg kan kun tilslutte mig denne opfattelse. Ville personligt ikke findes død i den sag!
...Ehrm...

Faktisk synes jeg, der ville være rimeligt at indføre et punkt i menneskerettighedserklæringen, der specifikt omhandler tvungen iførelse af klædedragt i farven orange. Ærligt talt, det klæder jo ingen! …Og kan vi i den forbindelse ikke også indføre en lov mod gult og lilla fodboldtøj? (eller fodboldtøj generelt for den sags skyld)…Under punktet ’Universelle og Ukrænkelige Æstetiske Rettigheder’.

Som medborger i et demokratisk retssamfund føler jeg mig forpligtet til aktiv politisk deltagelse, og nu har jeg endelig fundet en vedkommende sag at kæmpe for!

Et sørgeligt optrin

2007-02-11T22:25:00.000+01:00

Da jeg var backstage til et modeshow i dag, som Mary besøgte… (og med denne indledende sætning er allerede mit formål med indlægget opnået) …undredes jeg såre over skønhedsidealet i vores tid. Thi den forhutlede samling af mutte, ranglede teenagere, der blev sendt ned ad podiet, vakte ikke den helt store beundring eller længsel hos mig. Ynglingene daskede af sted til den dundrende høje musik i en aparte gang, som bar præg af, at deres krop ikke helt har vænnet sig til det antal led og lemmer, den er udstyret med… Ja, det så faktisk ud til at komme bag på den for hver bevægelse, den satte i gang.
Jeg fik sådan lyst til at råbe med formynderisk stemme: Ret jer dog op! Fjern det tvære ansigtsudtryk! And PULL UP your pants! (som Denis Leary ville have sagt det). Men det ville være druknet i den øresønderrivende elektroniske musik.

Jeg græmmedes ligeledes over at bevidne, hvordan flere hundrede hysteriske mennesker, i det øjeblik dørene blev slået op, stormede ind i salen som opskræmt kvæg, der lukkes ud af en fold. I ca. 20-30 sekunder kastede pænt klædte kvinder sig ind over hinanden med et vildt blik i øjnene for at score en siddeplads og den eftertragtede goodie bag med vareprøver, man til enhver tid kunne have erhvervet sig i sin lokale Matas. En fotograf fortalte mig, at til forrige show var der en kvinde, der havde brækket foden i tumulten!

15-20 minutter senere var det hele overstået, og jeg sad tilbage med en høreskade, konfetti i håret og en dårlig smag i munden på vores arts vegne.

Måske verdenshistoriens første fede comeback på klichéen: Har jeg ikke set dig før?

2007-02-10T19:26:00.000+01:00

Det fandt sted på pigetoilettet på en klub ved 01:00-tiden i går d. 9/2 -07.
Jeg udvekslede smil med et bekendt ansigt, som jeg ikke kunne placere, og inden jeg kunne nå at stoppe med selv, væltede den svært misbrugte konstellation af ord ud af mig: ”Undskyld, har jeg ikke set dig et eller andet sted før?”

”Jo” svarede hun og så lidt betuttet ud ”Vi har været i bad sammen”!

Det tog mig få sekunder at fatte, at hun havde ret - hun og jeg har faktisk været i bad sammen for kun 6 måneder siden! Omstændighederne vil jeg undgå at komme nærmere ind på her. Primært fordi det lyder saftigere uden forklaring.

Meget apropos fandt jeg i dag en side, hvor man kunne teste sin evne til at genkende ansigter. Jeg fik 99% rigtige (80% var gennemsnittet), så jeg er åbenbart ret ferm til det! …Bare ærgerligt, at jeg ikke kan sætte navn og relation på ansigterne.

Drengen og den Trætte og Kyniske Pige

2007-01-20T16:23:00.000+01:00

Det begynder at blive pinligt, så ofte Drengen ringer, og jeg siger, jeg ikke har tid. Forleden skyndte jeg mig at understrege, at jeg ikke havde tid den næste uge eller måske mere på grund af eksamen, og så udbrød han:

- ”Det ved jeg ikke, om jeg kan klare!”

Det sagde han sgu!

Tænk at der findes sådan nogen… der ikke er trætte og rutinerede i deres tilgang til det modsatte køn…Bare jeg nu ikke korrumperer hans uskyldsrenhed. Jeg ville være ked af at være den, der desillusionerer ham og gør en mand ud af ham.

Jeg tror, jeg er ved at rode mig ud i noget, jeg ville gøre klogt i at standse i tide.
…Jeg gør det snart…
Jeg skal bare lige have ét til fix af troskyldig ungdommelighed...
Og så er det slut.
Det lover jeg.

Jeg har været i seng med en dreng!

2007-01-11T21:46:00.000+01:00

(Det er ham, jeg nævnte i de to forrige posts som henholdsvis ’et knald’ og ’helt nyt bekendtskab’).
Og jeg iler straks til med en tilføjelse: Det er altså ikke ulovligt, det jeg laver! Faktisk er han 11 dage ældre end mig, men det er sørme også ungt. Yngre end jeg nogensinde har været sammen med. Derfor er det også nyt for mig med alle de akavede situationer, der kan opstå i den forbindelse. Det er på en måde hyggeligt at opleve nu sådan lidt forsinket. Den slags minder skal man jo næsten have.

Jeg synes, det er sødt og egentlig også forfriskende, at han er så uskyldigt ligetil og tilsyneladende overhovedet ikke kender noget til hele det der spil om at gøre sig kostbar eller give den anden tid til at længes og blive urolig: Han har nemlig ringet eller skrevet næsten hver dag siden d. 1.!
Men det bedste er den måde, han ser på mig på: Med vidt opspilede, tindrende øjne og et henført, lidt forundret smil som om, han ikke helt tør tro på sit held. Som om jeg er det mest fantastiske, der er sket for ham, og han skal nå at sluge mig med øjnene, mens tid er.. Og folkens, sådan en drenget, grådig iver er altså til at blive afhængig af!
(Og så kan de der erfarne Don Juan’er med deres avancerede teknikker godt gå hjem og lægge sig (alene). - Tilbedelse er det bedste forspil!)

Det sætter dog skår i glæden, at jeg føler, jeg udnytter ham... Jeg er nemlig (som sædvanlig) ikke interesseret i hans person overhovedet, men jeg har jo efterhånden opbygget så mange spændinger og akkumuleret så meget uforløst kærlighed, at det hele bliver sluppet løs som en syndflod, når man linder lidt på dæmningen. Det er utroligt, at han ikke kvæles i mine kærtegn… Så den stakkels dreng vil ikke vide, hvad der ramte ham, når jeg pludselig ikke vil se ham mere.

…Men jeg udskyder den ubehagelige og uundgåelige afslutning lidt endnu... Bare lidt længere.

Altid et øje tørt

2007-01-09T21:02:00.000+01:00

”Jeg står lige bøjet over en tallerken med kogende vand for at fugte mine øjenæbler…”
- Mig i telefonen til helt nyt bekendtskab.

Gu’ ved om andre mennesker også siger sådan nogle ting… eller gør sådan nogle ting?

Det virker i hvert fald ikke ude i byen, så meget ved jeg. Jeg har aldrig røget, så jeg forsøgte engang et alternativ til klassikeren ”Har du ild?”... Men jeg fik ligesom ikke den ønskede respons på ”Undskyld, har du noget kunstig tårevæske?”
…Folk er fantasiløse…

Men altså… Jeg har jo tørre øjne!... Hvad kan en pige gøre?!

Det skal nok blive et godt år

2007-01-03T15:20:00.000+01:00

Det er tid til at evaluere målsætningerne for 2006, som var de første ord på denne blog, jeg skrev for et år siden.

Læse russiske murstensværker:
Jeg påbegyndte det ene 600+ siders værk men kedede mig så jammerligt, at jeg var nødt til at lægge bogen væk af hensyn til min livsgnist.

Holde op med at give efter for alt for smarte, intetsigende fyre:
Ja, den kræver næppe kommentar - jeg kan blot tilføje ’tanketomme’ til listen. Men jeg kan jo ikke gøre for, at de ser så uimodståeligt søde ud!

Spise mere broccoli:
Jeg har prøvet, det har jeg virkelig! Det er bare som om, min kogekunst bringer det værste frem i denne i forvejen frastødende grøntsag. På en eller anden måde lykkes det mig gang på gang at overkoge skidtet, så det får den der vamle slatne konsistens. Er der nogen, der ved, hvor mange minutter, det skal have?

Koncentrere mig til forelæsninger og ikke fantasere om at nusse fyren med krøllerne i nakken:
Ehm, her er der nok direkte tilbagegang: Hvis bare jeg stadig holdt mig til så uskyldig en fantasi!
Nu der er eksamen kan jeg også godt se på mine meget nødtørftige notater, at mine tanker har været andetsteds.

På baggrund af min begrænsede succes med nytårsforsætter, har jeg besluttet ikke at lave nogen for det nye år. Foreløbig går det strålende, og jeg kom ind i det nye år med et knald! Hehe…

Christmas Crush

2006-12-24T11:54:00.000+01:00

Inde mellem mine strøtanker, kruseduller og halvhjertede forsøg på en disposition kom jeg til at tegne denne her frække indianer-neger-rasta-nisse,

og derefter kunne jeg fandme ikke koncentrere mig om at skrive eksamensopgave. Jeg blev alt for distraheret af at have ham liggende. Godt der ikke var plads til at tegne kroppen!
…og jeg plejer ellers ikke at være til langhårede fyre.

Måske skulle jeg sende ham ind til DR med opfordring om at lave en ordentlig (voksen?)kalender næste år.

…

…Ej Gud, hvor er han dog lækker… Er det meget sørgeligt at forelske sig i en tegning? Jeg kunne også sende ham ind som kontaktannonce: ”Ligner du denne mand?”

(Ligner han egentlig ikke en eller anden, man kender?)

Og glædelig jul, i øvrigt!

Gammel før tid

2006-12-22T19:17:00.000+01:00

Min livsstil stemmer så ikke overens med min biologiske alder:

Jeg er begyndt at kunne genkende folk, der går forbi uden for mit vindue. Der er for eksempel ham med den pudsige gang, og så er der ægteparret i ens dunjakker.

Jeg spiser marineret sild til frokost.

Jeg har sidst været til fest for 2 uger siden, og da var min sidemand 75 – og det var mig, der klagede over det hårde, upolstrede sæde!

Jeg gider kun gå i mine kødfarvede mormor-benklæder.

Jeg taler til mit tv, mit spejlbillede og mine bøger.

Jeg har lige downloadet alt hvad jeg kunne finde af Charles Aznavour.

Har jeg fået nævnt, at jeg har været i gang med eksamensopgave igen?

Nisser til folket!

2006-12-17T21:11:00.000+01:00

Man kan sige, hvad man vil, men de laver altså ikke julekalendere, som de gjorde engang.
De sidste 3 år er de stakkels danske børneseere blevet udsat for religiøs indoktrinering og fodret med historisk undervisningsmateriale forklædt som underholdning.

Og man ser aldrig skyggen af en nisse.

Dog sidder jeg sentimentalt og labber det i mig hver aften, mens jeg gør mig bevidste anstrengelser for at ignorere, hvor ringe plottet og dialogen er. Det er en del af juletraditionen jo!

…Jeg har til gengæld svært ved at ignorere den nye tone, der efter min mening er i de her programmer: Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg syntes, der var noget forkasteligt i, at der i Lokes musikvideo sidste år var to purunge piger, som velsagtens var dækket af 30 cm2 skind tilsammen, der dansede så selv Christina Aguilera måtte rødme. Og i år forargedes jeg, da pigen Cecilie tog drengen i bad – i tiende afsnit! Så kunne de heller ikke vente længere, eller hvad?!

Jeg vil se nogle nisser, vil jeg så… Nisser til folket!

OG FIND SÅ NOGLE UNGER, DER KAN SPILLE SKUESPIL!

Et forspildt tankeeksperiment

2006-12-15T15:18:00.000+01:00

…I forlængelse af Nirvanatanken: Jeg har ofte undret mig over en ting med hensyn til fremstillingen af Det Evige Liv. Det er jo bestemt et opmuntrende tankeeksperiment, og man må sige, at der også er meget frie tøjler for fantasien, og dog synes jeg ikke, at nogen religioner har formået at fremstille dette liv på en særligt tillokkende måde. Ja, lad mig bare sige det ligeud: Det lyder røvsygt! ...Alene manglen på fantasi fra religionernes stiftere får mig til at fatte mistro over for hele projektet.
Personligt håber jeg ved Gud (haha!), der er en hurtig internetforbindelse i det hinsides, for ellers er et evigt liv da et helvede uanset hvor, man tilbringer det.

Østens mystik

2006-12-10T23:01:00.000+01:00

Jeg har tænkt over det, og måske ville det faktisk højne min livskvalitet i højere grad at omfavne Østens mystik. Problemet er, at jeg ikke ved så meget om emnet. Har bare på fornemmelsen, at man kun møder Østen i forvansket form her i Vesten.

Umiddelbart tænker jeg yoga, men jeg kan bare ikke se mig selv i ånden slå knuder på min krop, mens et eller anden frelst kvindemenneske med uforstyrret hårvækst under armene siger ting i stil med ”Nu hilser vi solen, og så indtager vi stillingen 'slumrende ko'” eller det, der er værre.
Jeg kunne også prøve at gå til orientalsk dans. Bollywood for eksempel. Så kunne jeg stå og ryste med maveskind og perlebesatte frynser sammen med blegfede kvinder i menopausen med hennarødt hår, der udlever deres rest af kvindelighed.
Tantrisk sex er også en mulighed. Det er vist noget med, at man sidder og holder om hinanden og så kommer efter 3½ time… Her er mit problem bare, at jeg mangler tålmodighed… Nåja, og en partner… Nu jeg tænker over det, ville en hvilken som helst form for sex være fremgang, så det der avancerede tantriske noget er måske at stile for højt i første omgang.
Buddhisme er vist også ret moderne. Det der Nirvana lyder bare ret kedeligt, gør det ikke? Man får ikke engang nogen jomfruer eller harper eller noget. Desuden har jeg som bekendt mine betænkeligheder over den påbudte tøjstil.

…Og allerede her løber jeg så tør for idéer.

Ovenstående er baseret udelukkende på undertegnedes fordomme, og enhver lighed med nulevende såvel som afdøde personer eller faktiske situationer er tilfældig og utilsigtet.

Har du talt med din nydansker i dag?

2006-12-05T20:06:00.000+01:00

Kom bare med det!…Spørg mig bare: ”Har du talt med din nydansker i dag?”
For så kan jeg med vigtig mine svare ja, jeg har så! Jeg har nemlig talt med min helt egen nydansker i dag: manden, jeg har tildelt rollen ’Nydanskeren i min Hverdag’, som godt nok er lidt til låns, da jeg må rejse til et andet lokalområde, for at omgås ham i hans butik, men sådan er det jo, når man bor på Østerbro.
Til gengæld betyder mit ugentlig besøg, at jeg ikke bare er én af alle de andre forudindtagede (gammel?)danskere, der udtaler sig uden noget grundlag. Næ, jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg generaliserer, thi jeg kender én af slagsen!

Altså, jeg kender ham selvfølgelig ikke intimt, men sidste gang, jeg var i hans butik, kiggede han indgående på mit visakort og udtalte omhyggeligt mit navn, da han rakte det tilbage. Det blev jeg ret charmeret over. I det hele taget lader jeg mig let charmere, for der er bare så eksotisk i hans butik: Der kører altid et fjernsyn for fuld knald med arabiske soap operaer eller musikvideoer, og det gælder for en betydelig del af assortimentet på madhylderne, at jeg ikke kan afgøre, hvorvidt det stammer fra dyreriget eller planteriget. I disse omgivelser troner min ven så bag kassen, og det siger jeg, fordi han virkelig ser ud til at være den stolte enehersker over et imperium frem for at være grønthandler. Når han nedlader sig til at tage imod ens penge, har man en fornemmelse af at være en ydmyg gæst eller undersåt, der modtager en tjeneste og ikke en kunde, der har nogen form for krav på noget.

Jeg går altid derfra lidt høj på oplevelsen. Det er mit ugentlige skud eksotisme til at spice min leverpostejshverdag op. Og så er det jo min kontakt til en anden, berigende kultur!… Og skidt så med at jeg får sorte fingre af at røre ved frugten og med, at der er en larve, der har lagt æg inde i det cellofanindpakkede stykke slik.

Ej, men jeg synes faktisk, det er lidt pinligt, at jeg ikke kan sige mig fri for at særbehandle ham, selvom det ikke er i negativ forstand. Jeg græmmer mig lidt over, hvor ivrig jeg er efter at give udtryk for min interesse i hans kultur og for at udstråle, at det slet ikke gør mig utilpas, når han taler på et fremmed sprog sammen med de andre kunder. Og hvorfor stråler jeg af lykke, når han fyrer en harmløs joke eller en kompliment af? Man skulle tro, jeg dermed personligt var med til at afhjælpe konflikter mellem etniske grupper... Ja klart, for humor er jo den mest direkte vej til kulturel forståelse og fordragelig sameksistens! Hrm…

Stop innovationen!

2006-12-04T17:18:00.000+01:00

Hvad skal nu det der opgradering af Blogger til for? Jeg bryder mig ikke om, at man påtvinger mig ændringer, jeg ikke forstår formålet med.
I det hele taget synes jeg ikke, man skal lave for meget om på tingene. Især bliver jeg fortørnet over at vende tilbage til et sted fra min barndom og opdage, at man har bygget om på mine minder. Hvad er det for en frækhed?! Hvorfor kan nutidens børn eksempelvis ikke klare sig med et reb og et bildæk på legepladsen? Der skyder fandme sportshaller op over det hele… og hvad var der galt med mine forældres 20 år gamle sofaer måske?
Og hvad har Google nu at gøre med Blogger? Lede multinationale selskaber af neoliberale opportunister og kapitalister og deres onde monopoler, patenter og copyrights!

… Ja, jeg ved ikke, hvordan det her endte som en konservativ / socialistisk brandtale. Tror bare, jeg er gnaven i dag.

Bare svælg i min kvide!

2006-11-29T15:41:00.000+01:00

Af en eller anden grund skal jeg bare have gnedet salt godt og grundigt i såret i øjeblikket. Og jeg taler ikke om, da jeg i søndags med gigantiske tømmermænd pligtskyldigt troppede op til familiejulefrokost, og min tante annoncerede ved bordet med sin notorisk gennemskærende stemme (som jeg havde været forudseende nok til at sluge to piller imod), at hun havde fundet den helt rigtige mand til mig og derefter involverede hele bordet i luskede strategier for at afsætte mig.
Jeg kunne også godt leve med, at jeg natten forinden efter en mislykket bytur og med en faretruende promille havde tastet en sms til Den Grammatisk Udfordrede, som svarede uden større begejstring at spore. Men da jeg så kom cyklende i går med min latterligt store, altoverskyggende rest af en mishandlet bums på hagen, og jeg så Den Grammatisk Ufordrede komme gående blev det for meget for mig, og jeg lod som om, jeg ikke så ham. Selvfølgelig så han mig og kaldte, så jeg blev nødt til at stoppe. Mens han nærmede sig, fumlede jeg febrilsk ved min lynlås i et forsøg på at lyne kraven helt op over hagen. Jeg har muligvis set unaturlig ud, som jeg stod helt duknakket gennem hele samtalen med hovedet presset ned mellem skulderbladene som en forskrækket skildpadde, men i det mindste fik jeg skjult ground zero fra ham.

Nogle af mine singleveninder bekymrer sig allerede om, når den alder kommer, hvor alle de gode mænd er taget. Men der har jeg heldigvis altid haft den indstilling, at man skal betragte hele kærlighedens spil på samme måde som den der pakkeleg, man altid leger til jul: når de alle sammen er distribueret, må man godt begynde at tage fra hinanden…

…Det værste er, at jeg faktisk blev helt interesseret i min tantes fund. Bare fordi hun har den mest rædderlige indretnings- og tøjsmag, kan hun vel godt have god smag i mænd?
På den anden side… Hvis man ser på min onkel…

Ensam

2006-11-22T23:27:00.000+01:00

Ham den grammatisk udfordrede har ikke ringet længe, og han har ikke svaret på min seneste besked. Jeg er begyndt at overveje muligheden af, at jeg aldrig kommer til at ligge i ske med ham igen, og tanken forfærder mig. Jeg havde ikke gjort mig klart, hvor ked af det jeg egentlig ville blive, hvis det var tilfældet. Selvom vi havde så forsvindende lidt sammen, så var der da en eller anden.
…Suk. Det går op for mig, at jeg allerede omtaler ham i datid.

Nogle gange kan det bare ramme én som et fysisk slag. Gik f.eks. ind for at tage en hurtig frokost på en restaurant forleden, hvor den bedårende unge svenske tjener mødte mig i døren og spurgte uden ond mening:

”Är du ensam?”

...Hvortil jeg sammenbidt og med nedslået blik måtte nikke ja. Av for H...! De er sguda også så alvorsfulde de der svenskere; intet under at de drikker sig fra sans og samling.

Læbe og pomade

2006-11-07T16:41:00.000+01:00

Jeg ved stadig ikke, om jeg skal elske eller hade; føle mig fængslet eller frastødt af denne mand med de ariske pigmenter og det underfundige smil spillende om sine læber… eller læbe, rettere. Og ja, jeg ved godt, det er lidt for nemt, men jeg er lige nødt til at kommentere Clements underlæbe, for jeg har da aldrig set noget lignende! Den er nærmest som en selvstændig organisme, der… ligesom eksisterer i hans ansigt. Altid fugtig er den, og man har en fornemmelse af, at den pulserer ekstra meget, når han bliver ophidset, og han på det nærmeste kravler hen over bordet til sin gæst. ”Den er egentlig lidt vulgær”, som min veninde bemærkede, og jeg kan kun give hende ret. Man føler sig lidt forarget, gør man ikke? Altså, sådan én kan han da ikke gå rundt med!… Og så på landsdækkende tv - og før børns sengetid!

Hans nye program Clement Kontra elsker jeg til gengæld ubetinget. Man kan da kun værdsætte så indædt et forsøg på at gøre politisk debat interessant at se på: Smarte panoreringer, utraditionelle kameravinkler, leg med skygger, split-screen, close-ups og en 3-D illumineret titel i pangfarven rød! Det bedste er lørdag aften, når der er Deadline samtidig på DR2, og man kan zappe frem og tilbage og sammenligne. Der er det helt tydeligt, at Deadline ikke engang forsøger, men ligesom er mere ærlige: ”Vi ved godt, vi er kedelige”. Der er et minimum af klip og måske 2 eller tre vinkler at veksle imellem. Man kunne mistænke dem for at tage en vis stolthed i at være kedelige.

Suk, jeg må se at få den hobby.

Notabene:
Den er 10 gange 2 cm på mit fjernsyn!

Ensomhed er den nye sort

2006-11-01T12:24:00.000+01:00

Nogle gange, når jeg på smertelig vis er blevet mindet om mine begrænsede evner udi smalltalk og mingling, får jeg lyst til at indse det, jeg altid har vidst: Jeg er inkompatibel med andre mennesker. Det er simpelthen en uklog idé at forsøge at placere mig i en social sammenhæng, og jeg ved da heller ikke, hvorfor jeg bliver ved med at prøve. Jeg bryder mig jo ikke engang særligt om folk generelt.
Så i stedet for at fortvivle, har jeg overvejet at begynde at dyrke det asociale. Er det ikke ligesom seler, tænker jeg? Hvis man bærer det rigtigt og har den rigtige attitude, kan man overbevise andre om, at det er smart?

Hvad skal jeg også med venner? Jeg har mine interfaces!…
Og en PDA kan man sgu stole på. (oven i købet varetager den helt klart en eller anden rudimentær moderfølelse hos mig, så afkom behøver jeg heller ikke!)

Og hvad skal jeg med en kæreste? Jeg har min dildo!
Desuden er jeg nok den person i hele verden, jeg bedst kan lide, og samtidig er jeg også den person i hele verden, der bedst kan lide mig, så det kunne jo ikke være bedre. Jeg er et perfect match!

Spred bare ordet: Venner og kærester er so last season.

Det er en ond ond verden

2006-10-31T09:34:00.000+01:00

Nogle gange kan man bare godt få indtrykket af, at skæbnen er en mavesur kælling med hang til ironi, når man hører om én, der i overført betydning er blevet spyttet så eftertrykkeligt i øjet af den. Jeg tænker på den stakkels påkørte fodgænger, der i dag blev fundet død i grøften... på Lossepladsvej… på Amager!
…Skæbnen har tilmed øjensynligt ikke talent for underdrivelsens ædle kunst.

Wahng-Mur-Rai-Mah-Eek-Na

2006-10-23T17:57:00.000+02:00

Kender I det, når man pludselig ser sig selv udefra? Hvor man får en slags glimt af sig selv og den situation, man står i, sådan som en udenforstående ville se det, og man føler, man opnår en eller anden skærpet selverkendelse?

Sådan en oplevelse havde jeg lige før (selvom jeg ikke helt ved, om jeg har lyst til at fortolke den), da jeg i et klart øjeblik blev utrolig bevidst om, at jeg stod alene i min lejlighed foran min computer med bukserne nede om hælene og smådansede og sang dybt koncentreret til en karaokevideo af en thailandsk popsang, jeg havde downloadet.

Bare… lad være med at spørge…

Skal den da have motion?

2006-10-21T15:41:00.000+02:00

Jeg undskylder overfor hele kvindekønnet, thi jeg har lige levet op til stereotypen om den hjælpeløse (blonde) kvinde, da jeg ringede helt fortabt til min vicevært i går aftes og forklarede ham, at stikkontakten ikke virkede, og at der ikke var strøm til mit køleskab.

- ”Er det en (et eller andet teknisk ord)-kontakt?” var hans første spørgsmål.
- ”...? … Øeh?”, svarede jeg behjælpsomt.
- ”Har du prøvet at motionere den?”, forsøgte han.
- "...? ... Øeh?... ’motionere’?" spurgte jeg spagt mens helt uvedkommende mentale billeder af Jane Fonda, løbebånd og håndvægte rullede hen over min nethinde.

Han endte med at sukke opgivende og indvillige i at komme ned.

Først stillede han sig og kiggede på stikket et øjeblik. Derefter sendte han mig et undersøgende blik, mens han trådte et skridt frem og trykkede kontakten ind(!), hvorpå mit køleskab livede øjeblikkeligt op.

…Samtidig med at han opfordrede mig til næste gang at tjekke kontakten, fik han også lige indskudt, at han altså normalt havde kontortid kl. 16-17 på hverdage.

Åh nej, og så fredag aften! Han har helt sikkert troet, at jeg var sådan en ensom, desperat type, der ville gå til yderligheder for at få et mandfolk ind i sit hjem.

Lammende idioti

2006-10-17T11:23:00.000+02:00

”Man er intet uden et fedt armbåndsur. Og det skal være dyrt” fastslår Susanne Bjerrehus…

Argh!

Mind mig om for Guds skyld ikke at læse gratismagasiner, når jeg lige er stået op! Man udsættes efterhånden for fordummelse fra alle kanter og på alle tider i form af middelmådig journalistik og kendissers stupiditeter, men det er om morgenen, når min hjerne stadig ikke er helt funktionsdygtig, at jeg er allermest forsvarsløs over for den slags. Helt oprigtigt, jeg følte mig dummere, da jeg gik ud af døren i morges.

…’Videnssamfund’ min bare r..

The winner takes it all!

2006-10-14T19:43:00.000+02:00

Jeg er rig – riig – riiiiiig!

Jeg vandt sgu 3 ud af 4 gange på min første dag på galopbanen, og først nu begynder en sen fascination af dette prægtige dyr (læs: pengemaskine). Jeg vandt bl.a. på ’Naughty Lady’… Ja, jeg lyver ikke! ...Måske et tegn om, at jeg normalt satser i den forkerte lejr?

Én ad gangen

2006-10-13T18:26:00.000+02:00

Først et godt råd: lad være med at spise en håndfuld løgringe umiddelbart inden en date…

Da jeg ankom til caféen i tirsdags, noterede jeg mig til min glædelige overraskelse, at min date var usædvanligt flot, og jeg sendte i tankerne en billigende tanke til min veninde. Slet ikke dårligt valgt!
…Desværre levede resten af ham ikke rigtig op til udseendets standard. Han var faktisk lidt kedelig.
Jeg har afgjort med mig selv, at der altså kun er plads til én kedelig men smuk mand i mit liv ad gangen, og den plads er taget! Kvoten af åndsfattig skønhed er opbrugt.

Vi gik i øvrigt lige forbi en fyr, der for nogle uger siden (i helt ædru tilstand) bad om mit nummer, og som aldrig ringede. Jeg stirrede stift til den modsatte side (ind i en husmur), men han så mig godt. København er simpelthen alt for lille.

Date nr ?

2006-10-08T17:18:00.000+02:00

Han lød ret nervøs i telefonen, men det er der vel heller ikke noget at sige til. Jeg var blevet forberedt på, at han ville ringe af vores fælles veninde, som er mægtigt ivrig på vores vegne, og som havde givet ham mit nummer og opfordret ham varmt til at ringe. Jeg sagde egentlig mest ja, fordi en arrangeret date med en venindes ven er ca. den eneste form for date, jeg aldrig har prøvet. Ellers har jeg næsten været igennem alt andet: date med chaperone, date forklædt som bytur, dobbeldate, internetdate, blinddate, feriedate, speeddate, traditionel date, spontandate efter henvendelse på gade, date med to mænd på én gang (altså på helt uskyldig vis) osv... Man kan ikke klandre mig for ikke at gøre en indsats!

Nå, men date nr ? ringede altså lige:
- ”Hun sagde, du var sjov”, sagde han, og lod en forventningsfuld pause efterfølge.
Afventede han her en opvisning i denne påståede humor? Lige lovlig meget pres at lægge på mig, syntes jeg nok.
- ”Hun sagde, du var høj”, svarede jeg fåret for at udfylde tavsheden.

Åh ja, det skal nok blive …akavet.

Vi skal mødes på tirsdag et sted på Nørrebro.

En barsk tur i slummet

2006-10-06T10:55:00.000+02:00

Av…min arm
…og mine lår
og skuldre…
og samtlige muskler i min krop

Var til boksning for første gang i går. Det viste sig at være ensbetydende med meget intim nærkontakt med meget svedige mænd (skulle jeg have vidst i min time of need / hele det sidste år).
Den eneste pige på holdet var ikke tæt på min størrelse, så jeg blev parret med holdets største, ondeste mand. Han havde et blåt mærke ved det ene øje, og hans tatoverede lægge havde et omfang som mine lår.
Snakkede med træneren bagefter (som i øvrigt havde et slemt tic ved øjet), og han fortalte at flere af fyrene, der var der, ikke havde spist hele dagen pga. Ramadanen! De så dog væsentligt mindre udkørte ud end mig alligevel.

Det ligger desværre lidt langt væk, men jeg gider bare ikke gå til ’motionsboksning’, hvor unge mødre fra Østerbro kommer for at blive ’tonet’ og få arme som Madonna. Det her var mere autentisk!
Nåja, og jeg var åbenbart mindst ligeså eksotisk i deres øjne, for træneren var ved at gå bagover, da jeg nævnte, at jeg studerede, og da jeg kom til at sige, at jeg var cyklet hele vejen fra Østerbro, spærrede han øjnene op og sagde: ”Er det ikke der, de fine bor? …Hvor der er sådan store og gamle huse?”
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare.

Jeg tror, mit kunstnernavn skal være Fighterflippa fra uptown Østerbro

Jeg håber, du finder, hvad du søger

2006-10-04T23:50:00.000+02:00

Fik jeg nogensinde anerkendt ham, der er kommet ind på min side ved at søge på ’sex’ på Google?

Det er på en måde beundringsværdigt. Eller jeg kan ikke lade være med at tænke, at han må være en meget… vedholdende fyr. Denne her side ligger jo næppe blandt de første 2-300.000.000 sider om emnet.

I see fucked up people!

2006-10-02T21:09:00.000+02:00

Filmen the Sixth Sense er lige gået i gang på tv3, hvilket minder mig om en oplevelse, jeg havde i ferien.

Vi var inviteret til dinner party på Upper East Side, hvor en fyr, jeg havde snakket med et stykke tid, fortalte med gravalvorlig mine, at han var ’psychic’. Jeg undersøgte hans ansigt for en sitrende muskel, men der var intet tegn på, at han tog pis på mig, så jeg fandt en passende mine og spurgte med oprigtig interesse, hvordan det da virkede?
- ”Well, have you seen the movie: The Sixth Sense?” spurgte han, hvortil jeg svarede bekræftende. ”That’s pretty much how it is” afsluttede han, og jeg kunne desværre ikke nå at standse mig selv:
- ”What…” smågrinede jeg og fortsatte med let karikeret stemme og rullende øjne ”…you see dead people?”
…
- ”Yes” svarede han uden at blinke.

…Mig og min store mund. Igen måtte jeg synke en ekstra gang og prøve at se fattet ud. Han fortalte, at han arbejde for politiet eller efterretningstjenesten eller noget i den stil med at opklare mord. Han venter simpelthen på, at ofrene skal opsøge ham og fortælle ham, hvor deres lig ligger! Han sagde også, at der var døde mennesker tilstede der i haven, men at han havde ’slået fra’, fordi han havde fri.
En pige havde overhørt noget af samtalen og brød ind for at få en forklaring. Jeg satte hende ind i situationen og forventede egentlig en indforstået antydning af et smil, men hun nikkede bare alvorligt og sagde, at hun også havde telepatiske evner. Som eksempel beskrev hun, hvordan hendes ven denne selv samme formiddag havde ringet til hende lige i det salige øjeblik, hun skulle til at ringe til ham! Wow! Det kan man jo ikke argumentere imod(!)
Flere mennesker kom til, og alle vedkendte de sig religiøse, spirituelle og / eller parapsykologiske overbevisninger. Jeg så mig ængsteligt omkring… Jeg var omringet af dem!...
I see fucked up people!

En betinget succes

2006-10-01T18:07:00.000+02:00

Jeg vidste godt, at han altid drikker tæt, men det var skræmmende at få lov at bevidne det i lørdags. Jeg sad og så hjælpeløst på, at han drak sig mere og mere ubrugelig. Kl 5 gav jeg op og tog hjem med en direkte invitation om, at han kunne komme med. Man kan forestille sig min fortørnelse, da han afslog med henvisning til alle de øl, han stadig ikke havde drukket. Her kastede jeg mig i grams for ham, og så vragede han mig til fordel for en ækel tisgul drikkelse!

Kl. 8:15(!) ringede han så og kom slingrende hjem til mig, hvor han gik ud som et lys umiddelbart efter, hans hoved ramte hovedpuden. Jeg husker, at jeg så forfærdet på dette dovne, storsnorkende monstrum, jeg havde fået ind i min seng.
Senere vågnede han op til dåd, men kun i korte øjeblikke ad gangen. Viljen var der, men hans tilstand tillod ikke mere end 10-15 sekunders bevidsthed i træk, før han hengav sig til søvnen. Først hen ad formiddagen blev han nogenlunde ædru / tjenstdygtig.

Om det så var det værd, spørger I?
En opgørelse ville vel se ca. sådan her ud:

Omkostninger:
15 vågne timer af min kostbare tid
Drinksudgifter
Et ydmygende afslag i første omgang
Grumme tømmermænd
Omvæltet døgnrytme og voldsomt søvnbehov
Smerter i fødder (fra højhælede sko, som jeg endelig havde anledning til at tage på)
Ømme muskler
Et blåt mærke på venstre hånd
Negligering af læsning, som jeg nu skal nå på én dag.

Gevinst:
Ukendt følelse af at være fin og spinkel i armene på høj, muskuløs mand.

…Ja, det var det værd.

Gæt hvem...

2006-09-30T12:41:00.000+02:00

Gæt hvem ligger bag mig lige nu i hele sin svimlende udstrækning og sover.

More to come...

Hvad man dog ikke gør for et sexliv

2006-09-29T21:21:00.000+02:00

Jeg er nu på vej hen til den grammatisk udfordrede. Han insisterer hele tiden på at gå ud med mig, og nu er jeg gået med til det, selvom jeg hemmeligt håber, at vi bliver hjemme hos ham.
Øv, nu er jeg nødt til at konversere ham!... Det har bare at være det værd.
… Hvad man dog ikke gør for et sexliv…

Derfor kører de så råddent

2006-09-26T23:27:00.000+02:00

Min onkel kørte forleden med en taxachauffør, som kørte over for rødt ved et lyskryds.
Han så tankefuldt på chaufføren og udbrød:

Min onkel: Er du fatalist?
Taxachauffør: Det ved jeg ikke, hvad betyder det, 'fatalist'?
Min onkel: Tror du, at din skæbne er forudbestemt, fra du bliver født?
Taxachauffør: Nåh… Ja… Ja, det tror jeg helt sikkert, den er.
Min onkel: Ok… …Så vil jeg gerne af nu!

Bonusinfo: Jeg tror, jeg så Mærsk Mc-Kinney Møller i dag sidde i en bil og savle ned over the Herald Tribune.

En omstændelig affære

2006-09-24T13:16:00.000+02:00

Ok, så nu har jeg besluttet mig for at prøve det der ’hyggeven’ / friends with benefits eller hvad man nu kalder det. Jeg ved ikke om… jo, jeg kan ligeså godt indrømme det: det er den grammatisk udfordrede fyr fra før ferien, som jeg har udset mig til formålet.

Jeg har ladet mig fortælle, at denne ordning er meget belejlig, men for mit vedkommende har den vist sig overraskende besværlig i praksis: Hver gang han skriver, har jeg ikke lyst eller tid, og når jeg skriver, er han enten for fuld eller på anden måde ikke til rådighed.
Som det er nu, får jeg kun glæde af hans sporadiske tegnsætning i langtrukne sms-samtaler og hans uvelkomne opkald, der forstyrrer min nattesøvn.
Igen-igen-igen i går nat blev det forpurret af, at vi ikke kunne koordinere vores byture. Og oven i købet lader han til at være af den vildfarelse, at jeg har lyst til at tilbringe tid med ham i byen først.

Det eneste, jeg kræver af ham, er, at han skal være disponibel! Det er vel ikke så meget forlangt?

…Jeg skulle have vidst, at jeg ikke engang ville kunne finde ud af selv den mest afstumpede form for forhold.

…Er der ikke noget om, at man kan få sådan en lolita-dukke i mandlig udgave?

Update

2006-09-19T15:29:00.000+02:00

Ih altså, hvor hyggeligt at blive tilskyndet til at skrive igen. Jeg havde egentlig ikke planer om at genoptage det, men jeg kan altså ikke stå for smiger - jeg slikker det i mig! Det er blandt andet grunden til, at jeg først nu har sat ’word verification’ på kommentarfunktionen. Jeg brød mig jo så godt om at få at vide fra anonyme beundrere, at jeg er ’Nice’, ’excellent’ og ’awesome’ og min side ligeså. Vi kan vel alle bruge sådan et virtuelt klap på skulderen: ”awesome content”, ”Keep up the good job”, og det glæder mig sådan, at så mange finder siden ’useful’ og ’helpful indeed’.

Nå, men jeg må vel hellere opdatere. Hvad er der sket siden sidst i mit fantastisk indholdsrige liv? Hmmm… Lad os tage den på punktform (så populært i dette vores hektiske, fragmenterede samfund)

Jeg har…
- mødt to australiere, som voksede op på samme gade som Prinsesse Mary!

- shoppet i eksklusive butikker (Bl.a. en Prada-butik, hvor hvert af prøverummene var udstyret med B&O-anlæg, og hvor ekspedienterne introducerede sig ved navn, da jeg trådte ind... Altså jeg kiggede selvfølgelig bare… Ville ikke i mit vildeste delirium købe så meget som et tørklæde (= ca. 1½ måneds SU).

- afkræftet skriftligt, at jeg var stiknarkoman, og at jeg ville udøve terror i USA (lufthavnsproceduren grænser efterhånden til det groteske).

- stået over for 90 milliarder dollars værd i guldbarrer – og rørt ved én af dem!

- cruiset i en Jaguar i Southhampton og deltaget i en middag, hvor samtaleemnet gik på hvor irriterende tungt platinium-kortet er at bære rundt på!

- hængt ud i P. Diddys vogn og spist hans snacks.

- været til barbecue i ghettoen som den eneste hvide blandt småracistiske sorte (fik i den forbindelse kælenavnet/øgenavnet 'Snowbunny')

- set mit idol Jon Stewart på tæt hold.

- blevet lagt an på af en gruppe glubske lesbiske piger

- spist deep fried squid, deep fried chicken wings og deep fried mozarella-stænger på en diner kl. 4 om natten… og har i øvrigt uforklarligt tabt 3-4 kilo!

- siddet fast (til trods for de manglende 3-4 kilo) i en nederdel, jeg prøvede, og været nødt til at blive klippet ud af den af en mut ekspeditrice.

Ferielukket

2006-07-27T19:08:00.000+02:00

...Indtil medio august

Jeg har brug for en hobby

2006-07-12T23:27:00.000+02:00

Ih, hvor jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal til et dansk-fransk bryllup i en fransk landsby nogle timer herfra. Det er min første egentlige bryllupsinvitation, og jeg glæder mig til at finde ud af, om det, man siger, er sandt. Altså om der er en eller anden særlig atmosfære til et bryllup,
’amoriner i luften’ eller noget, som gør, at de enlige gæster finder sammen. Der er i hvert fald hundrede inviterede, så mon ikke, der kommer nogle søde unge mænd også?...

…

…Gud, hvor er jeg dog egentlig optaget af de mænd!… Undskyld, jeg skriver jo knapt nok om andet!… Man skulle tro, jeg havde efterladt alle de hormoner tilbage i teenagealderen sammen med mine hårmascaraer, (som bare var SÅ smarte(!)) og min Titanic-plakat, men det er som om, de stadig med uformindsket styrke styrer alle mine tanker og handlinger.
Er det noget der går over, eller er jeg bare stoppet i min udvikling?

Allez les bleus!

2006-07-09T20:25:00.000+02:00

Trods min erklærede aversion mod fodbold som fænomen kan jeg ikke lade være med at være lidt spændt på udfaldet i aften. Det skyldes, at jeg netop befinder mig i Frankrig nu, hvor jeg har kunnet høre dytteri fra biler hele dagen og kunnet følge med i mediernes dækning, som er fuldstændig ude af proportioner (for eksempel var der et 24 siders tillæg til avisen med billeder af spillere, og de første 25 minutter af tv-avisen var helliget aldeles uvedkommende reportager om mennesker med maling i hovedet og tågehorn). Franskmændene går op i fodbold på typisk fransk, nationalhysterisk vis med grotesk overdrevne superlativer, der giver indtryk af, at der er tale om en begivenhed af overmåde stor betydning for hele menneskeheden. Der er dog én person uden for Frankrig, som jeg vil indrømme, har stor interesse i begivenheden, nemlig en fyr ved navn Pierluigi Bernasoni, som har solgt fladskærme med løftet om, at de vil være gratis, hvis Italien vinder. Han har solgt 10.000 stk, hvilket giver et udbytte eller et tab på ca. 10 millioner euro alt efter hvem, der vinder!
Min lokale avis oplyser endvidere, at man nu kan blive den lykkelige ejermand af en bronzebuste af Zidane for det nette beløb af 3.000 euro.
Jeg tør slet ikke tænke på stemningen i morgen, hvis franskmændene taber…
Det smitter nu alligevel lidt med al den begejstring, jeg tror jeg vil smutte op i landsbyens bar nu og heppe på de blå…

Ungdomsdemens

2006-06-30T13:12:00.000+02:00

Min tilværelse mangler en søgefunktion.

Jeg har virkelig brugt en uforholdsmæssigt stor del af mit liv på at lede efter bortkomne genstande og tanker.

...Hvor f… kan de solbriller være?!
(Og hvis nogle af jer foreslår at lede i panden bliver jeg alvorligt arrig!)

O tempora o mores!

2006-06-29T11:53:00.000+02:00

En fortsat klagesang over mænds fantasiløshed

I sidste weekend oplevede jeg en række af typiske danske mænd, når de er gennemsnitlige i bedste fald.
Mine forsøg på en mere sofistikeret flirt faldt f.eks. til jorden, da mine modtagere ikke forstod, hvad jeg sagde. Tre forskellige fyre så helt tomme ud i øjnene, da jeg ved tre forskellige lejligheder brugte henholdsvis ’koket’, ’knibsk’ og ’æggende’. Både betydning og relevans af disse udtryk er åbenbart forældet, og jeg må sande, at jeg gør mig bedre i 1800-tallets selskabsliv.

Derfor holdt jeg kæft, da jeg mødte en bartender fra Vega, som har flirtet skamløst med mig de sidste mange år, også selvom jeg ikke har kommet der i lange perioder ad gangen. Jeg har dog altid haft på fornemmelsen, at det ikke ville være befordrende for vores forhold at begynde at tale sammen.

Så var der ham, der sagde til min veninde, at hun så træt ud og bad hende om at smile... Jeg har aldrig forstået denne klassiker. Man må da gå ud fra, at de har tænkt lidt over, hvad de vil sige, og hvordan deres indledende replik skal udvikle sig til en god samtale. Men helt præcis hvordan, forestiller de sig, at det skal foregå? Hvordan fortsætter den samtale inde i deres hoved? Hvad er det meningen, man skal svare?.. Det gad jeg godt vide, for jeg kan kun komme i tanker om meget ubehagelige, spydige comeback lines.

…og så var der resten og særligt én, der var så pattestiv, at jeg ikke kunne forstå de ord, der kom ud af hans mund, hvilket jeg forklarede ham, da han prøvede at få mig til at blive. ”Ok, sig noget meningsfuldt, så bliver jeg” sagde jeg, men det var tydeligvis for stor en udfordring.

O tempora o mores!

… Jeg gav fortabt og endte med at ligge i ske med ham den grammatisk udfordrede. Når man er så flot og kysser så godt, så kan man tilgives for meget… selv manglende nutids-r’er…

Dyrenes verden

2006-06-24T14:43:00.000+02:00

Fotoudstillingen af vilde dyr på Kongens Nytorv kan klart anbefales. Fotografen Steve Bloom er helt genial. De er simpelthen så udtryksfulde nogle af de der dyr! Man synes at kunne genkende menneskelige følelser og situationer i nogle af billederne.
Tag nu f.eks. dette her billede:

Det er jo så åbenlyst en pige-sladdersnak. Se, hvor frydefuld den venstre ser ud, mens den midterste ivrigt skræpper op om forrige scoring:
”Jeg sværger, piger, den var SÅ stor her!”

Heh…. Kunne være fedt at få lov til at sætte talebobler på fotoene, egentlig…

Og så kan man læse lidt om dyrene og ærgre sig over, at mennesker ikke har ligeså seje parringsritualer som dyr. Hvorfor har vi ikke en ligeså indviklet parringsdans for eksempel. Sådan noget med at skifte farve, baske vildt med armene, hoppe rundt på et ben, virre med hovedet og udstøde skingre, hysteriske skrig... Kunne være en rar forfriskning i forhold til de akavede, halvhjertede spjæt, man ser på dansegulvet på en lørdag aften og de fesne scorereplikker, man hører i baren. Som et andet plus, ville menneskehannerne heller ikke have de sædvanlige vanskeligheder med at opfange menneskehunnernes i øjeblikket mere subtile signaler, hvis parringsdansen også gjaldt for hunkønnet. Slut med misforståelser.

Udstillingen er i øvrigt gratis og åben døgnet rundt frem til d. 15. august.

Dilemma

2006-06-22T14:02:00.000+02:00

Er det meget slemt stadig at føle sig tiltrukket af og videreføre forbindelsen til en fyr, der ikke mestrer nutids-r’et?

…Jeg fornemmer mine ellers så klippefaste principper smuldre gradvist.

Ungkarlehybel

2006-06-22T00:32:00.000+02:00

Godt jeg slap ud af det sted med livet i behold!
Har ryddet op og gjort rent hos min kære broder i dag. Det tog 4 timer for ca 44 kvadratmeter, og jeg vil ikke påstå, at der er rent nu… Bare mindre sundhedsskadeligt.
Det skal siges, at min bror er en stereotyp ungkarl: Han spiser kun ting, der kommer i papbakker eller lufttætte, knitrende poser, og hans planter ville dø af chok, om man vandede dem. Det er faktisk ret beundringsværdigt, at de ikke er bukket under endnu. Tal om en vilje til at leve!

En ram stank af gamle madrester, støv og røg møder én allerede i opgangen, inden man åbner døren. Gardinerne er trukket for som for at signalere, at solens stråler ikke er velkomne, ligesom frisk luft heller ikke har noget at gøre der… Ikke at jeg tror, nogen af delene ville turde at vove sig ind alligevel…
Alle overflader er dækket af stakke og bunker af for eksempel tøj, hvoraf det nederste af det sandsynligvis ikke har været brugt siden sluthalvfemserne. Støv hviler fredfyldt overalt, og de adskillige spindelvæv har den der karakteristiske tykke, elastiske kvalitet, som kun kan fremelskes i uforstyrrethed over længere tid.

Ude i køkkenet måtte jeg kæmpe mig igennem poser af halvtomme sodavandsflasker, som stod i flere lag og dækkede hele gulvet. Der må have været omkring halvanden hundrede flasker. Pizzabakkerne prøvede jeg at undgå at åbne. Da det lykkedes mig at nærme mig opvasken, forekom det mig, at den rødbrunlige substans i gryden (som antageligt engang var kødsovs) knurrede ad mig, og at laget af mug kravlede op ad armene på mig, da jeg prøvede at skrabe det ud. I glassene var bundsjatter af sodavand krystalliseret til et hårdt og klæbrigt lag i transparent skriggrøn.

Og det er endda kun et par måneder siden, jeg sidst har gjort rent hos ham! Forrige gang tog det 8 timer.
Hvordan kan man bo sådan?!

jeg vil kurtiseres!

2006-06-20T11:03:00.000+02:00

Puha, hvor har jeg været meget i byen på det sidste. Har løftet små mænd, skvattet rundt på dansegulve (med omtalte mænd i armene) og mødt gamle såvel som nye beundrere.
Min indbakke på mobilen er efterhånden spækket med elskovssyge mænds omhyggeligt forfattede erklæringer, forhåbninger og tilbud. Faktisk er der en så hektisk korrespondance, at jeg kom til at skrive en imødekommende sms tilbage til den forkerte og oven i købet først gjort mig det klart efter flere dage, da jeg kom til at afsløre det over for den rigtige på vores date. (Mig: "Hvorfor skrev du med et andet nummer i lørdags?" Ham: "Jeg har ikke skrevet til dig i lørdags" Mig (stupidt insisterende): "Jojo, det der med...øh, la vita e bella, eller sådan noget" Ham (tiltagende irriteret/fornærmet): "...Det var ikke mig; jeg kan ikke italiensk... Måske skulle du holde bedre styr på, hvem du giver dit nummer") ...
Nøj, en fjendtlig tavshed, der opstod efter mine forlegne forsøg på at udglatte!
Men sms’er er også farlige, idet folk er væsentligt mere dristige på skrift (og særligt midt om natten). Jeg har som regel ikke lyst til at få lumre, småtarvelige sms-tilbud fra fremmede mænd, og af samme grund er jeg blevet mere ætsende i mine afvisninger. Ham den føromtalte ’rigtige’ der slap igennem, og som jeg tilbragte søndagen med, ramte måske meget godt i sin karakteristik af mig. Vi førte den klassiske katte og hunde-debat, og jeg erklærede mig som kattemenneske, hvilket han mente var forudsigeligt. Han gav modstræbende en forklaring, da jeg krævede at høre, hvad dét skulle betyde:

”Jo, du er sådan lidt: A mig, kom og a mig!, og når man så prøver at ae dig, sætter du kløerne i!”

Jamen… er det ikke det, de kalder ’modspil’ og altid efterlyser?
Nej, de mænd de vil bare have en dum og føjelig pige til én ting... Tror, jeg er ved at blive sådan en mandehadende, bitter type. Altså, kan de ikke i det mindste foregive ikke-libidinøse motivationer? ...Jeg vil kurtiseres, vil jeg! Bare jeg var født i et andet århundrede, hvor mændene skrev romantiske oder og opnåede seksuel tilfredsstillelse bare ved synet af en kvindes ankel.

Flippa er ladet med...

2006-06-20T00:00:00.000+02:00

...AL for meget mad! - og kalorietung kage i særdeleshed.

Således tynget af god mad og dårlig samvittighed drog jeg hjem fra fest.

Sniper Mum – Forstaden part II

2006-06-12T21:44:00.000+02:00

Endnu en beretning fra det brutale forstadsliv.

Jeg lå og nød solen i mine forældres have, da jeg dovent vendte hovedet for at blive mødt af et chokerende syn: Min mor – den kvinde, der har givet mig liv, og som jeg forbinder med varme, tryghed og ømhed – stod nu med et fast greb om en pistol, som hun sigtede mod egetræet. I sin bikini og solskærm indtog hun en klassisk skydeposition med let spredte ben, begge arme strakt, hovedet lidt på skrå og det ene øje knebet i. Jeg betragtede hende lamslået, da hun med den ene hånd trak ladegrebet tilbage med et ildevarslende klik, hvorefter et skud gik af, efterfulgt af flaksende vinger og min mors triumferende hyl. Endnu et par skud gik af, og hendes skadefro latter understregede den nydelse, hvormed hun udførte sin grusomme gerning.
Da hun vendte sig om og mødte mit blik, trak hun let på skuldrene og kommenterede blot: ”de sataner sidder der og skider på min hængekøje”.

Jeg må huske at få bedt min bror om ikke at lade sin hardball-pistol ligge fremme, så forældrene kan få fingre i den.

Denne er i øvrigt min post nr 100. Ved ikke, om det er noget, man bør fejre?

Uskyldig familiehygge? Forstadsidyl?

2006-06-08T18:22:00.000+02:00

Havde et af de der særlige familieøjeblikke i går aftes hjemme hos mine forældre.
For en udenforstående lignede vi nok en kærlig forstadsfamilie, der havde taget en pause fra den moderne hverdags ræs og nu havde samlet os omkring bålet, dette urgamle ritual, for at nyde kvalitetstid med dem, vi havde kære. Sådan stod vi i mørket og snakkede dæmpet sammen, mens vi stirrede ind i flammerne, som hundredvis af generationer har gjort det siden tidernes morgen.

… Lidet anede naboerne, at brændet var rester fra deres birketræ, der var hugget til uigenkendelighed i små bålvenlige stykker. Min far havde for nogle dage siden kravlet op på taget og skåret store grene fra deres træ ned i ly af skumringen og efter først at have ringet og sikret sig, at ingen var hjemme til at tage telefonen.
Nu var stemningen opløftet, mens vi snedigt smilende betragtede flammerne slikke om bevismaterialet, og ilden fik vores tænder til at glimte og oplyste vores ansigter i et dæmonisk skær.

Skinnet bedrager i forstaden, som alle, der har boet der, vil vide. Under overfladen af pelargonier, rhododendron og grillhygge lurer ondskaben...

Det afskyelige sømonster

2006-06-07T16:21:00.000+02:00

Må ud og få noget sol på mit blege korpus i dag. Ligner mest af alt noget, der burde leve på havbunden med mine grønne, næsten gennemsigtige, lange flagrende ekstremiteter.

Det der med at man ser aristokratisk ud, når ens teint går tone-i-tone med Flüggers 5491, fortyndet 1:10, tror jeg ikke længere på, efter jeg på en rejse blev spurgt helt oprigtigt, om jeg ikke kom fra Østeuropa… Av!
… Ok, det var også tidligt på morgenen en hård dagen derpå, men alligevel! Det skal i hvert fald være slut nu. Går efter en mørk mokka. Mmm…

Satan selv og andre vederstyggeligheder

2006-06-06T23:47:00.000+02:00

06.06.06

The Number of the Beast… Eller med en lidt alternativ og ligeså frygtindgydende fortolkning: nul sex – nul sex – nul sex.
Kunne meget vel være overskriften på mit liv, men er faktisk titlen på Sex og Samfunds konference om den amerikanske ’abstinence only’-politik.
Alt i alt en ubehagelig dag. Godt den er ovre om 13(!) minutter...

Mad = lykke; lykke = mad

2006-06-05T15:04:00.000+02:00

...Det slår mig først nu, at jeg spiser næsten konstant i drømmescenariet nedenfor. Men jeg kan da næsten heller ikke forestille mig noget bedre end at spise mig til meningen med livet.

Mit liv falder på plads

2006-06-05T12:04:00.000+02:00

Hurra! Har lige opdaget en vidunderlig take-away restaurant med sund og sæsoninspireret mad af friske råvarer et stenkast fra min bopæl.

Nu skal jeg spise veltillavet og nærende mad hver dag uden at behøve gøre andet end at vimse over gaden og håndplukke lette tapasretter. Iklædt min nye kjole. Og klipklapper… Og nedslået hår, der bølger i den blide sommerbrise.

Kiloene vil rasle af mig, som jeg tygger sprøde fingerskårne grøntsagssnacks og behændigt tilberedte salater ved kanten af søerne i solens sidste rødmende stråler… Og rodfrugter! For Guds skyld rodfrugter, så fås det ikke mere trendy.

Jeg vil få min faste gang i butikken, hvor ekspedienten vil hilse mig med et smil og en indforstået kommentar, og kokken vil komme ud i forlokalet for at sniksnakke. Jeg vil selvfølgelig være på fornavn med hele personalet og deres nære familie og modtage invitationer til familiebegivenheder.

Én af ekspedienterne vil være høj og mørkhåret med funklende brune øjne og et uimodståeligt skævt smil. Han vil altid trække betjeningen ud, når det er min tur, han vil joke lidt, og jeg vil kaste hovedet tilbage i en perlende latter.

En dag vil han invitere mig ud. Vi vil tage på en perfekt date på en yacht, han har lejet til formålet, og som må koste en formue. Det vil virkelig være alt for galt, og det vil jeg også sige til ham let bebrejdende men alligevel imponeret. Han vil have en picnickurv tilberedt, som vi spiser ude på havet, mens vi betragter de andre skibe. Da en hårlok falder ned foran mit ansigt, vil han række ud og børste den væk og så læne sig over og give mig et blidt og inderligt kys.

Et par år efter, da vi sidder og spiser foie gras på en skøn restaurant i Paris og fejrer hans afsluttede medicinstudie, vil han pludselig tage en lille æske frem, hvori der sidder en diamantbesat ring i 24 karat hvidguld …og to matchende ørenringe til, og han vil hviske mig søde ord i øret, og jeg vil sige ja.

20 år senere vil han genfortælle historien om, hvordan vi mødtes til vores to mensa-børn, mens han ser ufravendt og forelsket på mig, som jeg sidder i skæret fra pejsen. Da de sidste gløder er brændt ud, vil vi putte børnene i seng og liste ind i soveværelset, hvor vi falder i søvn i hinandens arme som sædvanligt.

Yes, nu falder mit liv på plads!

Afsex det!

2006-05-30T16:45:00.000+02:00

Jeg har lige åbnet en rykkerskrivelse fra Københavns Energi, og hvis jeg havde været en fyr, ville jeg nok have rejsning nu.

Københavns Energi Kundeservice har nemlig med den noble hensigt at få folk til at spare på vandet, valgt at bruge et billede af et par, der bader sammen, som blikfang. Fotoet forestiller en ganske tiltrækkende mand i forgrunden med sæbeskum strømmende ned ad sin behårede brystkasse og et tilfreds smil spillende om sine læber. Bag ham står en solbrun blondine og masserer hans hovedbund ømt, mens hun sender hans nakke et frækt smil.
Nedenunder er den lidet sexede skrivelse:
Luk for vandet i bruseren, når du sæber dig ind, og mens du børster tænder. Tag brusebad i stedet for karbad og anskaf en vandsparebruser. Så sparer du penge på vandregningen.

Ej, men det er jo helt grotesk, hvordan sex sniger sig ind efterhånden i en hvilken som helst sammenhæng, som oftest helt malplaceret. Mindede mig om Nykredits reklame, hvor en kvinde henånder noget om, at det jo ikke er at være utro, hvis man bare simulerer.

Hold nu op! Det er ikke muligt at gøre finansrådgivning og energiforbrug sexet, om man så portrætterer hardcore lesbisk teenagesex med kæmpestore roterende lilla dildoer og David Owe i g-streng.

…Og ja, jeg går efter så mange hits på Google som muligt med dette indlæg!

…Eh, og nej, det er ikke en personlig fantasi, prøvede bare at beskrive det scenario, jeg mente ville ramme den bredeste målgruppe …

Inspirerende litteratur

2006-05-28T00:23:00.000+02:00

Tagget af Morfar.
Ok, det bliver en hurtig én, here we go...

Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller ‘aha’oplevelse?
Jeg husker, at pixibogen om konen med æggene gjorde ret stort indtryk på mig. Det var nu sådan en skam med alle de ødelagte æg og de knuste drømme. Der er ikke noget galt i at rette ryggen.

Hvilken genre læser du mest?
Faglitteratur og atter faglitteratur

Hvilken bog læste du sidst?
I sin helhed? Puha… ”Indblik i statistik” tror jeg. Tragisk.

...Og nu tilbage til de kedelige gamle mænd og deres forkrampede brug af fremmedord.

Aaargh!

2006-05-09T10:54:00.000+02:00

Aaargh! Ikke mere, jeg kan ikke mere! Neeej! Få mig ud! Jeg er ung og smuk! Jeg vil ud og leve livet! Opleve verden!

Øv

2006-05-07T22:06:00.000+02:00

Øv, jeg kunne være vågnet op i morges med en superlækker fyr, der elsker at ligge i ske. I stedet vågnede jeg op med en hovedpine…

Det nytter bare ikke noget at ringe til mig med frække tilbud midt i min dybe deltasøvn. Jeg har jo kun lyst til at ligge og savle i den fase.

Eksistentiel krise

2006-05-06T18:27:00.000+02:00

I øjeblikket har jeg siddet i dyb trance foran min computerskærm i et kvarter. Jeg frygter for min sindsligevægt, hvis jeg bliver siddende meget længere og hører computerens sus i ørerne og stirrer mig blind på denne her store hvide skærm og den blinkende cursor, som synes utålmodigt at afvente min næste ordre.
Hvorfor udsætter jeg mig selv for det her?! Jeg har jo selv valgt det, det er næsten det værste.
Opgaveskrivning har altid fået mig til at revidere hele mit værdigrundlag. Ca. hvert 5. minut bliver jeg kastet ud i en eksistentiel krise og beslutter mig for at kaste åget fra mig. Simpelthen frigøre mig fra det evige pres for at præstere. Forsage alle vestlige værdier og drage til Tibet for at hellige mig livet som lama!

…Nå nej vent, har de ikke de sådan nogle uformelige gevandter på? Det ville slet ikke gøre noget for mine former, tror jeg... og jeg ville også være nødt til at blive skaldet, nej, det går ikke… hmm… Er der ikke en måde at melde sig ud af samfundet med sin æstetiske integritet i behold?

Jeg tror på et liv efter eksamenen.

2006-05-04T19:05:00.000+02:00

Det er på en måde en livsbekræftende oplevelse at skrive opgave. Hele verden og livet udenfor virker bare så vidunderligt, når man ikke har lov at tage del i det, og der er så mange små glæder, jeg ser frem til og vil huske at værdsætte. For eksempel at se rigtigt dagslys. Og fejre forårets komme i min nye kjole. Ja, når jeg er færdig med det her, skal jeg ud og spankulere ganske letpåklædt rundt! Og tage på picnic. Og drikke smoothies! Hurraaa!

Hyggesnak

2006-05-02T18:30:00.000+02:00

Jeg bliver sær af det her... Må ud blandt mennesker snart... Er begyndt at tale til mig selv.

Det startede med et udråb, men efterhånden udviklede det sig til muntre kommentarer og let smalltalk, og i dag tog jeg mig selv i at tale til fjernsynet… Altså ikke til selve fjernsynet, naturligvis, det ville være mærkeligt (!), men til personerne på skærmen…
…Erhm…

P.S. Hvornår sprang bladene ud? Det har jeg først opdaget nu ud af mit vindue.

Nultolerancepolitik.

2006-04-30T20:05:00.000+02:00

Der er ingen i hele verden, jeg hader så intenst lige nu, som de låh’ende fodboldidioter, der render rundt neden for mit vindue og tisser på min cykel. De skulle have stokkeslag under fodsålerne, skulle de! Og derpå et nakkeskud! Hver og én af dem!

Asien vs DK

2006-04-29T15:13:00.000+02:00

De fleste vil nok have mest lyst til at befinde sig i Asien lige nu – inklusive mig. Men heldigvis var jeg så forudseende, da jeg stadig opholdt mig dernede, at skrive til mit fremtidsjeg tilbage i Danmark (altså mit nutidsjeg) for at minde hende om alt det ved DK, hun skulle huske at værdsætte. Denne seddel fandt jeg i dag tilfældigt, da jeg gik igennem min bogreol (endnu en overspringshandling). Den er delt op i henholdsvis ”Ting jeg savner ved DK” og ”Ting jeg ikke vil savne ved Asien” og lyder som følger:

”Ting jeg savner ved DK”

- Toiletpapir + træk og slip-funktionen + håndsæbe
- Fast, hurtig og pålidelig internetadgang
- Større scorepotentiale
- Min seng
- God stil
- Min familie og venner
- Aviser

”Ting jeg ikke vil savne ved Asien”

- Tyndskid
- Pågående sælgere
- Asiatiske toiletforhold *
- Bilhornets hyppige anvendelse
- Nomadestilen
- Fjerkræ

* Et vestligt toilet i Cambodja, 2005
De har åbenlyst ikke fattet noget som helst… Men ok, hvad kunne man også forvente af teknologisk snilde fra folk, der til at samle små riskorn op opfinder et redskab som spisepindene?! Enhver fornuftig / grådig vesterlænding kan da sige sig selv, at det eneste effektive redskab til formålet er et, der efterligner skovlens egenskaber.